Gravid uge 3 (3. uge 2+0 – 2+6) – Befrugtningen

Gravid foster uge 3

Når du er gravid uge 3, er det den uge, hvor du har ægløsning. Hvis I har ubeskyttet samleje, så er der en chance for, at du bliver gravid. Det er altså i denne uge, graviditeten for alvor opstår.

Barnet

I det øjeblik én ud af mandens flere hundrede millioner sædceller gennemtrænger ægcellens yderste lag af beskyttende celler, så lukkes der af for denne cellering. Nu kan ingen anden sædcelle trænge igennem til ægget.

Befrugtningen af kvindens æg er i gang, men er først fuldendt, når sædcellen er nået gennem de to cellemembraner, der omgiver ægget. Nu opløses sædcellen, så dens kerne med genetisk materiale kan smelte sammen med ægcellens kerne. Sædcellen og ægcellen er nu blevet forenet til én celle – denne kaldes en zygote.

Ægget minder nu om et morbær

Det er denne celle, zygoten, der er ophavscellen til de milliarder af celler, som vil udgøre det nye barns krop. Cellen begynder at dele sig, uden at samlingen vokser i størrelse. Cellerne bliver blot mindre for hver deling.

Efter 3-4 dage har ægget delt sig til 12-32 celler og ligner nu et morbær – heraf det latinske navn på cellesamlingen – morula. 4-5 døgn efter befrugtningen dannes der et hulrum i cellesamlingen, og den kaldes nu for en blastocyst.

Ægget skubbes fremad

Befrugtningen foregår i den yderste del af æggestokken, men når den er komplet, begynder ægget sin vej mod livmoderen, skubbet fremad via små fimrehår på æggelederens slimhinder og sammentrækninger i æggelederen.

Graviditet uden for livmoderen

Der er smalt i æggeledernes gange, og nogle gange sker det, at blastocysten sætter sig fast på æggelederens væg og begynder at vokse der. Når det sker, er der tale om en graviditet uden for livmoderen.


Kønnet

Barnets køn skabes, når sædcellen og ægcellen forener sig. Det er sædcellen,  der bestemmer, hvilket køn barnet får, fordi ægcellen besidder et X-kromosom, mens sædcellen besidder enten et X- eller et Y-kromosom.

Ca. 50% chance for en dreng eller en pige

Hvis sædcellen bærer et X-kromosom, bliver barnets køn feminint, og hvis det bærer et Y-kromosom, så bliver det maskulint. I 2007 blev der født 64.082 børn, hvoraf 32.815 var drenge og 31.267 var piger. Det vil sige, 51% drenge og 49% piger. Så der er ca. 50% chance for, at barnet bliver en pige eller en dreng.

Globalt set er det også sådan, at der fødes lidt flere drengebørn end pigebørn. Ifølge nogle forskere, er det naturens måde at tage højde for, at der er en lille smule større dødelighed blandt drenge end blandt piger.
Hvis du ønsker dig et køn frem for et andet, kan du her finder forskellige teorier om, hvordan du får en dreng eller en pige.

Kvinden

Du ved ikke, om du er gravid eller ej. Det er en spændende tid, hvis I aktivt prøver at blive gravide.

Når ægget har løsnet sig, er det tilgængeligt for sædcellen i mindre end 24 timer. Sædceller kan dog leve i kvindens underliv i ca. 3 dage, dermed kan I godt opnå graviditet uden seksuelt samvær i de 24 timer.

Du kan finde mere information om ægløsning her. Du har også mulighed for i fred og ro derhjemme at teste, hvornår du har ægløsning. Disse tests kan købes i mange butikker efterhånden, men også nemt og diskret online fx hos Babyplan.