Igangsættelse af fødslen
Vil du vide mere om igangsættelse af fødslen?

4 metoder til igangsættelse af fødslen

Af Jordemoder Berit
Af Jordemoder Berit

Lorem ipsum dolor sit amet consectetur adipiscing elit dolor

Igangsættelse af fødslen overvejes blandt andet ud fra terminsdatoen

I Danmark er der retningslinjer for, hvornår man vil tilbyde en igangsættelse. Hvilken metode der bliver brugt til igangsættelse er en individuel vurdering. I artiklen kan du læse mere om igangsættelse af fødslen, samt mulige metoder.

Terminsdatoen er en dato, der giver en indikation om, hvornår fødslen er forventelig. Hvis fødslen sker inden for 3 uger inden og 2 uger efter terminsdatoen, bliver det betegnet som en fødsel til termin. Den termin vi i danmark regner for gældende, er den termin, som er fastsat ved nakkefoldscanningen. Hvis du ikke er nakkefoldsscannet, vil terminen være beregnet ud fra din sidste menstruations første dag. Du kan beregne din termin her.

Nogen mener, at der to uger efter terminsdatoen er en forøget risiko for, at moderkagen sætter ud af funktion, hvilket betyder at barnet vil lide overlast. Andre mener dog, at dette kun sker i tilfælde, hvor moderkagen i forvejen har en dårlig funktion.

Det er desuden sådan, at de fleste børn ikke fortsætter med at tage på, hvis de bliver i maven i mere end to uger efter termin. Derfor anbefales igangsættelse af fødslen. Der er også andre omstændigheder, der kan bevirke, at igangsættelse af fødslen bliver nødvendig.

Fødselslægerne vil tilbyde igangsættelse en uge over tid

I 2011 besluttede fødselslægerne efter grundig overvejelse og sammenligning med andre europæiske lande, at de ville tilbyde de fødende at blive sat i gang 7-12 dage over tid. Før skulle de gravide gå 14 dage over, inden der blev tale om igangsættelse af fødslen.

Der har dog været uenighed blandt fødselslæger og jordemødre over, hvor pålidelig forskningen på området har vist sig at være. Endvidere hvorvidt vi formår at bibeholde en rask kvindes ukomplicerede graviditet, som forventeligt afsluttes med en ukomplicerede fødsel, hvis alle kvinder sættes i gang allerede 7 dage efter terminsdatoen. Her skal det nævnes, at risikoen for fosterdød hos en rask kvinde er uhyre sjælden.

Uenigheden har gennem årene ført til en del opmærksomhed i medierne, men har efterhånden fundet sit leje af enighed. Dermed er det på de fleste fødesteder sådan, at man ønsker at stræbe efter, at graviditeten er afsluttet senest når kvinden når uge 42+0. Dermed betyder det, at mange fødesteder rutinemæssigt tilbyder igangsættelse af fødslen, når du er 41+3-5. Men vær opmærksom på at dette er et tilbud, som du selv skal beslutte, om du vil tage imod eller sige nej tak til.

Der kan være større risiko forbundet med en kompliceret graviditet. Det kan være komplikationer som et BMI over 35, gravide over 40 år, gravide med svangerskabsforgiftning eller gravide hvor barnet ikke vokser optimalt. Her vil igangsættelse blive tilbudt tidligere.

8 ud af 10 føder inden for 48 timer

Igangsættelse af fødsel

Mange har hørt skrækhistorier om lange mareridtsagtige igangsættelsesforløb, der alligevel endte ud i kejsersnit. Men det behøver ikke at gøre sig gældende for dig. Faktum er, at igangsættelsen er en proces, hvor sundhedspersonalet forsøger at starte fødslen – og det er umuligt at sige hvor lang tid, det kommer til at tage. 8 ud af 10, der sættes i gang, føder inden for 48 timer.

Hvor hurtigt igangsættelsen bliver en succes afhænger af, hvor langt du er henne i graviditeten, om du er førstegangsfødende eller flergangsfødende samt om din krop er klar til fødsel.

Tålmodighed

En af de vigtigste ting at fokusere på i forbindelse med en igangsættelse er at have tålmodighed. Måske vil din fødsel starte efter et par timer, men der kan også gå dage, inden veerne starter. Det er bedre at tage den med ro og slappe af undervejs i processen, for trapperengøring og marathongåture fremskynder ikke fødslen. De bevirker blot, at den gravide bliver fysisk udmattet, og det bliver sværere at klare de udfordringer, kroppen skal igennem under fødslen. I forvejen vil I have en del besøg på fødegangen på programmet.

Proceduren

Der er flere forskellige måder at starte en fødsel på. Herunder finder du en liste over de metoder, du kan møde på de danske fødegange. Derudover står det enhver frit for at finde tilbud i privat regi, hvor metoder som hindeløsning, akupunktur og rebozo er at finde. I kan også blive jeres egen rebozo behandler, se mere her.

Igangsættelse med piller

Du kan blive sat i gang med piller, som indtages oralt, men også med stikpiller, som jordemoderen lægger op i skeden. Den mest anvendte metode i Danmark er de orale piller. De bruges dog ikke, hvis du er i en særlig risikogruppe. Det kan for eksempel være, hvis du tidligere har fået foretaget et kejsersnit.

Igangsætning starter med, at man møder op på fødegangen om morgenen. Den gravide får kørt en CTG–strimmel i en halv time. Herefter udleveres nogle piller, som skal spises i løbet af dagen. Nogle får lov at tage hjem med besked om at komme igen efter et bestemt tidsrum. Andre bliver indlagt, når de ankommer og får ikke lov at forlade hospitalet, før barnet er født.

Proceduren med pillerne gentages, indtil livmoderhalsen er udslettet og den gravide har åbnet sig et par centimeter. Det kan være, at det kræver en omgang piller, det kan være, det kræver flere. Det er forskelligt fra kvinde til kvinde. Men dermed kan en igangsættelse med piller godt foregå hen over 2-3 dage.

Prikke hul på fosterhinderne

Når pillerne har gjort sit arbejde, og den gravide har åbnet sig, er det muligt for jordemoderen at tage fostervandet. Eller måske har din livmodermund allerede åbnet sig inden igangsættelsen, og du kan dermed springe trinnet med pillerne over.

Jordemoderen prikker hul på fosterhinderne ved hjælp af en lille ’strikkepind’ eller en lille plastik dut, hun påføre sin handske. Det er ikke smertefuldt at få taget vandet, da der ikke er nerver i fosterhinderne. At få taget vandet føles som om, der letter et tryk og vandet begynder at sive ud. Nu skulle veerne gerne så småt begynde at melde sig. Og de skulle meget gerne blive kraftigere og kraftigere, så de efterhånden bliver effektive, og den gravide kan udvide sig til 10 centimeter.

Ve-stimulerende drop

Hvis ikke veerne begynder nogle timer efter vandet er taget, eller ikke bliver kraftigere og kraftigere, lægges der et ve-drop. Det kan også ske, at din igangsættelse startes med ve-drop. Det kan for eksempel være, hvis du har haft spontan afgang af fostervandet.

Ve-droppet foregår ligesom, hvis du skal have taget en blodprøve. Der bliver lagt et lille plastikrør ind i en blodåre på din hånd, hvortil der er forbundet en slange. Slangen er forbundet til et stativ, hvor der hænger en pose med ve-stimulerende hormon. Hormonet er en kunstig udgave, af det hormon kroppen selv bruger til at lave veer.

Jordemoderen kan regulere ve-droppet, så veerne bliver kraftigere og kraftigere. På denne måde bliver kroppen ledt hen imod fødslen. Jordemoderen har også mulighed for at slukke for droppet, hvis du får flere veer end din krop og baby kan klare. Du kan sagtens gå omkring med ve-droppet, hvilket kan være rart, da det er i denne fase, de kraftigste veer melder sig. Der er også mulighed for smertelindring i denne fase af igangsætningen.

Kejsersnit

Igangsættelse af fødslen

Hvis kroppen ikke kan tage imod igangsættelsen (hvilket er uhyre sjældent); den gravide ikke åbner sig af stikpillen eller reagerer på hindeløsninger, så er løsningen kejsersnit. Dette bliver som regel valget, hvis den gravide efter 4-6 dage stadig ikke har reageret på stikpillerne, eller hvis der ikke fremkommer veer i forbindelse med ve-droppet.

Som sagt hører denne udgang til mindretallet af de igangsatte. Du kan læse mere om kejsersnit her.