Logo Gravid.dk
Søg
Close this search box.
7 tips til valg af babynest

7 tips til valg af babynest

Af Jordemoder Berit
Af Jordemoder Berit

Lorem ipsum dolor sit amet consectetur adipiscing elit dolor

En babynest kan være farlig for dit barn. Så hvis din baby skal sove i en babynest, skal du være opmærksom på visse sikkerhedsmæssige detaljer, inden du investerer i en. I Danmark har mødre indberettet hændelser, hvor deres børn kom i fare ved brug af en nest og i Canada har myndighederne advaret om kvælningsfare ved brug af produktet.

I artiklen får du 7 tips, på detaljer du skal være opmærksom på ved køb af babynest, så din baby kan sove trygt og godt uden risiko for kvælning.

De fleste nybagte forældre i dag køber i en babynest, som deres barn kan sove i efter fødslen. Men hvad mange ikke ved er, at detaljerne i babynesten kan være afgørende for barnets sikkerhed. Når det kommer til babynest, er der ikke en sikkerhedsstandard på produktet, altså er der ikke nogen regler, som virksomhederne skal være opmærksomme på eller overholde, når de udvikler deres produktet. Det betyder, at du selv som forbruger skal vurdere, om dit valg er et sikkert valg.

Forbrugerrådet Tænk har testet flere forskellige udgaver af produktet og kigget nærmere på hvad der kan udgøre en risiko for barnet. Med udgangspunkt i denne undersøgelse, kommer her 7 tips, til hvad du skal være opmærksom på, når du køber en babynest.

1. Lange snore

Nogle babynests har et snoreværk, som skal gøre det muligt at gøre nesten større eller mindre, i takt med babys størrelse udvikles. Men de snore må altså ikke være for lange og de skal gerne være anbragt så baby ikke kan vikles ind i snoren, med kvælningsrisiko til følge.

Ifølge reglerne for mange andre baby- og børneprodukter på marked må snore ikke være længere end 22 cm. Dermed skal du sikre dig, at den nest du vælger ikke har snor, som udgør en længde på mere end 22 cm.

Når det kommer til snor, skal du også undgå produkter, hvor eventuel snor har knuder eller pynt i enden, dette vil nemlig øge risikoen for at snoren danner løkker, med kvælningsrisiko til følge.

2. Syning imellem side og bund

På en babynest vil sider og bund være bundet sammen af en syning. Her skal du være opmærksom på, hvor denne syning er placeret.

Hvis syningen er placeret dybt nede af siden, kan der opstå en dyb revne mellem bund og side. Produkter med denne dybe revne, bør du gå langt udenom, da dit barns hoved kan havne nede i den dybe revne, med kvælningsrisiko til følge.

Derfor er det vigtigt, at du vælger en nest, hvor bunden er syet på siden, i en højde hvor der stadig er en beskyttende side, men ikke opstår et hulrum imellem bund og side.

3. Direkte adgang til fyld og bund

Normalt er der krav om, at barnet ikke kan komme ind til fyldet, når et babyprodukt har aftageligt betræk. Hvis barnet kan få adgang til fyldet i et produkt, kan det komme ind til fyldet, pille det i små stykker og tage det i munden med kvælningsrisiko til følge.

Derfor skal du vælge en nest, som har en barriere ind til fyldet, som barnet ikke kan komme igennem. Det kan f.eks. være en lukning, som er børnesikret, eller et ekstra betræk rund om fyldet, som ikke kan åbnes.

4. Sikre sider

Den nest du vælger, skal have nogle faste sider, så du er helt sikker på, at dit barn ikke kan trille ud over siden.

Det kan være en fordel at vælge en nest, som har helt faste sider, som ikke kan lægges ned eller justeres på nogen måde. “Smarte” detaljer som førnævnte, overlader noget af sikkerhedsansvaret til dig selv, idet du skal være helt sikker på, at du har justeret siderne, så de er helt sikre og ikke udgør en fare.

5. Åbning i enden

Nogle babynests har en justerbar mulighed, med en åbning i den ene ende. Dette er en uhensigtsmæssig løsning, idet barnet kan skubbe sig ud gennem hullet, som udgøre åbningen, hvilket igen udgør en risiko, for at barnet sidder fast med kvælningsrisiko til følge.

Så når du vælger det produkt, din baby skal sove i, er det en god ide, at gå uden om dem med hul i den ene ende. Hvis du alligevel vælger en med hul i enden, skal du sikre dig, at produktet har en mulighed for at lukke hullet fuldstændig.

6. Bunden

Når det kommer til bunden i en nest, gælder det, at jo mere fast bunden er, jo mindre sandsynligt er det, at din baby triller rundt i nesten. En af de helt store anbefalinger i forhold til at undgå vuggedød, er at din baby altid skal sove på ryggen. Men hvis bunden er meget blød, er der altså en risiko for, at barnet triller om på siden og ikke længere sover på ryggen.

I den henseende er det heller ikke helt uden betydning, hvilket underlag du sætter din babynest på. Jo mere fast bunden er, jo mere blød underlag kan den “tåle” at stå på, men uanset dette bør du altid vælge et fast underlag, så du undgå risikoen for at barnet triller rundt i nesten.

7. Ingen hovedpude eller løse genstande

Igen er det anbefalingerne for vuggedød der gør sig gældende i forhold til dette punkt.

Sundhedsstyrelsen anbefaler nemlig, at man skal undgå, at barnet har puder, løse tæpper eller andre løse genstande i sengen. Dette kan udgøre en risiko for, at barnet får disse genstande over hovedet, med dårlig vejrtrækning eller kvælning til følge.

Vil du vide mere?

Det kan være svært at navigere mellem alle de mange produkter der er på marked, når det kommer til indkøb til den lille baby. Hvis du har brug for mere råd og vejledning i forbindelse med dine babykøb, finder du e-bogen “Indkøbsliste til baby” i Biblioteket her på Gravid.dk. I bogen får du en guide i, hvad der er “must have” og hvad der er “nice to have”, men også hvor mange af hver ting og om du kan ønske dig det i stedet for at købe det selv.

Vores jordemødre og sundhedsplejerske sidder også klar til at svare på dine spørgsmål. Du finder denne mulighed via “Min side” når du er logget ind. Du kan læse mere om denne mulighed her.

Hvis du ønsker at læse mere om undersøgelsen af babynest, finder du artiklen her.

Logo Gravid.dk
Søg
Close this search box.