Undgå kemiske stoffer under graviditet og amning

Undgå kemiske stoffer under graviditet og amning

Miljøministeriet har forfattet det, som de kalder ’9 gode vaner’. De 9 gode vaner handler om at skabe større bevidsthed om kemiske stoffer og prøve at forbygge overførslen af kemiske stoffer fra mor til barn under graviditet og amning.

Kemi påvirker fertiliteten

I dag hersker der blandt læger og forskere stor mistanke om, at de kemiske stoffer, vi omgiver os med i vores dagligdag, er årsag til, at mange har svært ved at blive gravide. De stoffer, som primært er under mistanke, er de hormonforstyrrende stoffer som eksempelvis ftalater, der bruges til at blødgøre plastic samt parabener, der findes i cremer og kosmetik. Der er mistanke om, at disse stoffer ikke bare påvirker evnen til at blive gravid, men ligeledes kan være medvirkende til, at den næste generation får problemer med fertiliteten.

Kemi påvirker barnet i og uden for maven

Kemiske stoffer kan påvirke barnets udvikling og vækst under graviditeten, men barnet kan også blive påvirket af stoffer, når det bliver ammet. Moderen kan føre skadelige stoffer fra hendes krop over i barnet gennem modermælken. Graviditeten og den første tid i barnets liv er meget vigtige og de kemiske stoffer kan gå ind og forstyrre den naturlige udviklingsproces og barnets neurale følsomhed. Derfor har Miljøministeriet givet 9 gode vaner til, hvordan man kan forsøge at undgå skadelige kemiske stoffer under graviditeten og amningen.

9 gode vaner

Under graviditet og amning:

  • Brug så lidt creme og kosmetik som muligt
  • Vælg uparfumerede produkter og undgå helt at bruge parfume
  • Køb så vidt muligt miljømærkede produkter
  • Lad være med at farve dit hår
  • Brug ikke produkter på spraydåse og undgå at male, mens du er gravid og ammer

Efter fødslen

  • Sørg for at vaske tøj og legetøj til din baby, inden det tages i brug første gang
  • Spar på sæbe og cremer til din baby – det er ikke nødvendigt at vaske en baby hver dag
  • Produkter til barnet bør være duft- og parfumefrie – både personlig pleje, legetøj og tøj
  • Brug kun legetøj, der er beregnet til babyer – legetøj til børn over 3 år kan lovligt indeholde ftalater

Miljøministeriets side om de 9 gode vaner: www.babykemi.dk