Misdannelsesscanningen er en scanning som finder sted i 2. trimester, derfor kaldes den også 2. trimesterscanning, men den er også kendt som gennemscanningen. Men uanset hvad vi kalder undersøgelsen, er det en ultralydsscanning, som er en del af tilbuddet om fosterdiagnostik i Danmark.
I artiklen her kan du læse mere om undersøgelsen, hvornår den finder sted, hvad den undersøger og hvordan den gennemføres.
Hvornår i graviditeten ligger misdannelsesscanning?
Misdannelsesscanningen bør finde sted, når du er mindst 18 fulde uger henne (18+0), men inden du når fulde 20 uger (20+0).
Nogle steder kan det være svært at nå alle gravide kvinder i dette tidsrum, hvorfor du først får tid, når du er længere end 20+0. Undersøgelsen kan sagtens udføres herefter, men det mest optimale tidspunkt er, ifølge retningslinjer for fosterdiagnostik, imellem uge 18+0 og 20+0.
Du bliver helt automatisk indkaldt til undersøgelsen, når det fødested du er tilknyttet, har modtaget dine graviditetspapirer fra din egen læge.
Hvordan udføres undersøgelsen?
Undersøgelsen er en ultralydsscanning, som udføres ved at man fører et ultralydshoved hen over din mave. Herved giver ultralydsbølger mulighed for, at få et overblik over dit barn, dens krop og dens organer.
Undersøgelsen tager mellem 15 – 30 minutter. Det kan ske, at barnet ligger på en måde, som gør det svært at få det korrekte overblik over dit barn. Dette kan betyde, at undersøgelsen må afbrydes og genoptages senere på samme dag, måske efter en gå eller hoppetur, eller en helt anden dag.
Selvom det lyder mærkeligt, at undersøgelsen kan gennemføres efter en hoppetur, er den god nok. Når du rejser dig og hopper lidt rundt, kan det ske, at barnet ændrer stilling og undersøgelsen herefter kan fuldføres. Så derfor skal du ikke blive overrasket, hvis du i løbet af undersøgelsen må op og hoppe lidt.
Hvad er formålet med misdannelsesscanningen?
Formålet med undersøgelsen er at sikre, at du bærer et sundt og raskt barn i maven. Under undersøgelsen vil sonografen som scanner dig, kigge efter følgende 3 forskellige ting:
- Undersøge dit barns vægt
- Undersøgelse hvor din moderkage er placeret i din livmoder (Hvis moderkagen ligger tæt ved eller lige henover livmodermunden, vil du blive tilbudt en scanning senere i graviditeten)
- Undersøge dit barns organer og udvikling
Må jeg tage børn med til gennemscanningen?
Hvis du har børn i forvejen, anbefales det, af flere årsager, at du ikke tager dem med til denne scanning. Den ene grund er, at undersøgelsen kræver ro og koncentration fra sonografens side. De fleste børn kan have svært ved at sidde stille og være helt i ro under undersøgelsen, så vis dem hellere et billede når I kommer hjem fra undersøgelsen.
Den anden årsag er, at denne undersøgelse kan resultere i, at noget skal undersøges nærmere, og I som kommende forældre derfor bliver usikre og bange. I sådanne en situation er det rart ikke at skulle være mor eller far for et barn, men at I i stedet kan tage jer af jer selv og hinanden.
Hvis du rigtig gerne vil vise dit barn en scanning af lillebror eller lillesøster, så er det en god ide at booke en tid til en ekstra scanning på en privatklinik efter misdannelsesscanningen er ovre.
Kan jeg se barnets køn ved misdannelsesscanningen?
I kan med stor sandsynlighed se, om I venter en dreng eller en pige ved misdannelsesscanningen. Faktisk kan I se det før, hvis I hører til de utålmodige, der gerne vil vide kønnet på barnet, så snart det er muligt. Det er nemlig allerede muligt at se kønnet fra uge 14+0, men i så fald skal I booke en kønsscanning på en privatklinik.
Hvis I ikke ønsker at kende barnets køn, kan det være en god ide at gøre opmærksom på dette inden undersøgelsens start.
Omvendt må I ikke forvente, at I får kendskab til barnets køn ved denne undersøgelse, der er nemlig risiko for, at det ikke er muligt at se kønnet, hvis barnet f.eks. ligger og skjuler for kønnet under undersøgelsen.
Kønnet er ikke en detalje, som skal undersøges ved misdannelsesscanningen, men omvendt vil det oftest afsløres i forbindelse med undersøgelsen. Hvis det ikke afsløres, gøres der altså ikke yderligere anstrengelser, for at se kønnet.