Lussingesyge i graviditeten
Lussingesyge i graviditeten

Er lussingesyge i graviditeten farligt?

Picture of Af Jordemoder Berit
Af Jordemoder Berit

Lussingesyge kaldes også parvovirus B19 eller “den femte børnesygdom”. De fleste voksne har allerede haft infektionen og er derfor immune. Men hvis du bliver smittet under din graviditet, kan det få betydning for det lille barn i maven. Derfor får du i denne artikel nogle vigtige informationer, som kan være gavnlige hvis du er bekymret for om der er smitte i nærheden af dig.

Hvad er lussingesyge?

Lussingesyge er i virkeligheden en helt almindelig børnesygdom betinget af virus. Det er typisk børn i førskolealderen som smittes, men voksne kan også blive smittet, hvis de endnu ikke har haft sygdommen. Hvis du smittes kan det ske at du kun mærker milde symptomer, faktisk mærker op mod en tredjedel slet ingenting.

Typiske symptomer på lussingesyge er følgende

  • Let influenzafornemmelse så som hovedpine, let feber, ondt i halsen, træthed
  • Ledsmerter. Det er især kvinder som oplever dette
  • Børn får ofte de klassiske røde “lussede” kinder og af og til også netmønstret udslæt på kroppen

Hvordan smitter lussingesyge?

Lussingesyge smitter gennem dråber og tæt kontakt. Det betyder, at sygdommen spreder sig, når en smittet hoster, nyser eller taler tæt på andre. Virus kan også sidde på hænder eller overflader, som legetøj, håndtag og bordplader, og derfra føres videre, hvis man rører sig i ansigtet, næsen eller munden.

Den største smitterisiko er i den første del af sygdomsforløbet, ofte før man selv opdager, at man er syg. Det bevirker at man ofte ser mange smittede, hvis først sygdommen bryder ud. Når udslættet på kinderne eller kroppen bryder frem, smitter man som regel ikke længere.

I hverdagen bliver mange gravide smittet i hjemmet via egne børn, især hvis børnene går i daginstitution, hvor sygdommen hurtigt kan sprede sig i hele gruppen. Derudover kan gravide blive smittet gennem deres arbejde med børn, for eksempel som pædagog eller lærer, eller i sundhedsvæsenet, hvor man har tæt kontakt med mange mennesker.

Risikoen er altså størst i de nære omgivelser, hvor man er i tæt kontakt hver dag. Derfor ser man ofte, at flere i familien bliver smittet på samme tid, når der er udbrud af lussingesyge i børnehaven eller skolen.

Hvorfor skal man være opmærksom på smitte som gravid?

Hvis en gravid smittes med lussingesyge, kan det i nogle tilfælde påvirke fosterets dannelse af blod. I de fleste graviditeter giver det ingen problemer, men hos enkelte fostre kan der opstå blodmangel. I de fleste situationer retter det sig af sig selv, og barnet udvikler sig helt normalt videre.

Risikoen for, at barnet bliver påvirket, er størst tidligt i graviditeten, men det er vigtigt at understrege, at det stadig kun er et mindretal, hvor der sker komplikationer. Mange fostre klarer infektionen uden behandling, og lægerne følger nøje med gennem scanninger, hvis der er mistanke om smitte, så man kan opdage og behandle i tide.

Lussingesyge er ikke forbundet med misdannelser, og det er derfor ikke en sygdom, der ændrer på barnets udvikling.

Skal alle gravide være opmærksomme på smitte?

Nej det skal alle gravide ikke. Når du først har haft lussingesyge én gang i livet, danner kroppen antistoffer, som beskytter mod, at man kan få sygdommen igen. Det betyder, at man er immun resten af livet.

For gravide er det en stor tryghed at vide, at hvis man tidligere har været smittet, er der ingen risiko for barnet under graviditeten. De antistoffer, som moren har i blodet, beskytter også barnet, og derfor behøver man ikke bekymre sig om at blive udsat for smitte igen.

Hvordan ved jeg om jeg har haft lussingesyge

Som nævnt danner man antistoffer i blodet, hvis man tidligere har haft lussingesyge. Det betyder, når vi bliver smittet med en virus, danner kroppen små proteiner i blodet, der kaldes antistoffer. De fungerer som kroppens hukommelse ved at de genkender sygdommen, hvis vi møder den igen.

Der findes forskellige typer antistoffer, og de fortæller os noget om, hvorvidt en infektion er ny eller gammel. Derfor kan vi bruge en blodprøve til at finde ud af, om en gravid lige er blevet smittet med lussingesyge, eller om hun allerede har haft sygdommen tidligere og nu er immun.

Det betyder at man kan se i en blodprøve, om du har antistoffer i kroppen, hvilke antistoffer det er og dermed hvornår det blev smittet hvis du har været smittet. Det er din læge som skal tage en blodprøve, hvor man under søger

Når vi undersøger for lussingesyge, kigger vi på to antistoffer i blodet nemlig IgG og IgM.

Her kan du se et overblik over, hvilken betydning det har om den blodprøve viser henholdsvis IgG positiv/negativ eller IgM positiv/negativ.

  • IgG positiv + IgM negativ → Du har haft virus før og er immun (ingen risiko for smitte og ingen forholdsregler).
  • IgM positiv → Nylig/aktuel infektion (du er smittet for nylig og skal undersøges ydeligere).
  • IgG negativ + IgM negativ → Du har ikke haft infektionen (ved tvivl om smitte gentages blodprøven efter 2–3 uger).

Det er altid din læge eller dit fødeafsnit, som skal tage blodprøven og du bør altid overlade til din læge eller jordemoder at rådgive dig ud fra blodprøvesvaret. Det er altså dem som skal fortælle sig, hvorvidt du skal tage særlige forholdsregler.

Hvad sker der, hvis jeg er smittet med lussingesyge i graviditeten?

Hvis en blodprøve viser, at du for nylig er blevet smittet, vil du blive fulgt tæt af specialister. Det betyder, at du bliver tilbudt ekstra scanninger med jævne mellemrum, så lægerne kan holde øje med, at dit barn har det godt.

De fleste børn klarer sig heldigvis uden problemer, men hvis der opstår tegn på blodmangel, er der heldigvis mulighed for, at man kan man gribe ind og hjælpe barnet, selvom den stadig er inde i maven. I sjældne tilfælde kan det være nødvendigt at give barnet en lille blodtransfusion direkte i livmoderen. Det kan lyde dramatisk, men det er en behandling, som bruges med succes mange steder i verden, og som kan hjælpe barnet til at komme sig og trives videre i graviditeten.

Hvis prøverne tyder på en nylig infektion, henvises du til en afdeling med erfaring i foster-medicin.
Her følger man barnet med ultralydsscanninger. Typisk vil man følge barnet med scanninger i på til 12 uger fra smittetidspunktet.

Hvornår skal jeg blive hjemme fra sociale arrangementer eller arbejde?

Hvis du allerede har haft lussingesyge, er du beskyttet og behøver ikke tage særlige forholdsregler. Du kan trygt gå til sociale arrangementer og fortsætte dit arbejde, også selvom der er smitte i institutionen eller en smittet gæst.

Hvis du derimod ikke tidligere har haft sygdommen og derfor ikke er immun, ser man anderledes på det. Skal du til selskab hvor der er potentiel smitterisiko, vil man anbefale, at du bliver hjemme og hvis du arbejder du et sted, hvor der er konstateret smitte, for eksempel i en børnehave eller vuggestue, kan det blive nødvendigt med en midlertidig sygemelding eller omplacering. Det handler om at beskytte dig i den periode, hvor risikoen for barnet er størst.

Beslutningen træffes altid sammen med din egen læge som altid kan rådføre sig med en fødselslæge ved tvivl.

Hvad hvis jeg er mor til et smittet barn?

Igen gælder det, at hvis du tidligere har været smittet, er der ingen risiko for hverken dig eller dit barn.

Har du derimod ingen antistoffer, er der risiko for, at du kan blive smittet af dit barn. Men på trods af denne risiko, vil man ikke fraråde dig at du ikke er sammen med dit barn. Man opvejer den potentielle risiko for dit barn i maven op i mod hvad det har af betydning for dit større barn, at han eller hun i flere uger udelukkes fra at være sammen med sin mor og ud fra det er anbefalingen altså, at du gerne må være hjemme sammen med dit barn. Hertil kommer at din risiko for at være smittet i det øjeblik i konstatere smittet hos dit barn, er stor.

Tidligere anbefalede man at man holdte barnet hjemme fra institution, men det er man gået bort fra, formentlig fordi man har opvejet risko for barnet i maven, op imod barnet trivsel, idet han eller hun i så fald skal holdes hjemme indtil 6 uger efter sidste udbrud i institutionen.

Hvis der er smitte i dit barns institution, skal du kontakte din læge. I følge de nationale guidlines for infektion med lussingesyge står der nemlig, at du bør testes hver 2. uge for antistoffer, så længe der er udbrud i institutionen.