Hvad er HCG
Vil du gerne vide, om dit HCG er som det skal være?

HCG hvad er det og hvad bør tallet være?

Picture of Af Jordemoder Berit
Af Jordemoder Berit

HCG (Human Chorionic Gonadotropin) er et hormon, som produceres i kroppen ved graviditet,  og kaldes derfor også graviditetshormonet. Det måles i urinen eller i dit blod, og ud fra tallet i målingen, kan man se om du er gravid, og om din graviditet vokser, som den skal.

I artiklen kan du bllive klogere på HCG, samt få en tabel over hvad dit HCG skal være.

HCG produceres af moderkage-cellerne og produktionen starter allerede inden det befrugtede æg har sat sig fast i livmoderen.

Hormonet er som nævnt også kendt som det graviditetsbevarende hormon. Det er det, fordi hormonet virker ved at give besked til hypofysen i din hjerne, om at den sædvanlige menstruationscyklus skal stoppes, fordi du er blevet gravid.

HCG fortæller om din graviditet

Hormonet HCG kan kan måles i urin og blodprøve. Det kan måles i serum i blodet allerede 9-10 dage efter, at ægget er blevet befrugtet, og det kan måles i urinen allerede 14 dage efter ægget er befrugtet, og nogle gange endda tidlligere.

Gravid.dk anbefaler Babyplan

Hvis du er blevt naturligt gravid, vil du formentlig ikke få taget en blodprøve, for at se om du er gravid. Langt de fleste kvinder bruger i stedet en hjemmetest, til at finde ud af om der er opstået graviditet. Dette gøres som bekendt via en urinprøve.

Der findes mange forskellige udgaver af hjemme graviditetstest. De kan variere i både følsomhed, design og den måde, svaret præsenteres på. Nogle tests er udviklet til at kunne bruges tidligt i forløbet, mens andre først anbefales fra den dag, du forventer din menstruation eller senere.

Her får du et kort overblik over de mest almindelige typer af graviditetstest:

Den klassiske stregtest, hvor svaret vises med streger i et lille vindue. Én streg betyder som udgangspunkt, at testen er negativ, og to streger betyder positiv. Det er vigtigt at aflæse testen inden for det tidsinterval, der står i vejledningen, da resultatet ellers kan blive misvisende. En svag streg kan stadig være et positivt svar, hvis den fremkommer inden for den angivne aflæsningstid.

Digitale tests, hvor svaret vises med tekst, for eksempel “Gravid” eller “Ikke gravid”. Mange oplever dem som lettere at aflæse, fordi man undgår at skulle vurdere styrken af en streg. Nogle digitale tests kan også give et estimat på, hvor langt du cirka er henne, men det er stadig kun vejledende.

Tidlige tests er mere følsomme og kan anvendes nogle dage før forventet menstruation. Det kan være fristende at teste tidligt, særligt hvis man håber på et bestemt svar. Men fælles for alle tests er, at sikkerheden øges, jo længere du er henne i cyklussen. Tester du meget tidligt, kan du risikere at få et negativt svar, selvom du faktisk er gravid.

Derfor kan det være en god idé at vente med at tage testen til et par dage efter, du burde have haft din menstruation. På det tidspunkt er sandsynligheden for et pålideligt resultat større. Hvis du tester før tid og får et negativt svar, men menstruationen fortsat udebliver, kan du med fordel gentage testen efter et par dage.

Timing betyder altså også noget og lidt tålmodighed kan spare dig for unødig tvivl eller tåre.

Måling af HCG i blodet

Hvis du af den ene eller anden grund, får målt hvor meget HCG, du har i blodet, kan det give anledning til bekymring. Niveauet kan nemlig variere fra kvinde til kvinde, og både et for højt, men også for lavt, niveau, kan have betydning, for om der er grund til bekymring.

Målet af HCG i dit blod kan være en indikator, for om alt er, som det skal være med din graviditet og det voksende barn i din mave. HCG niveauet kan også være en indikator for, om du er gravid med mere end et foster, samt om du er ved at abortere.

Her ser du et skema, som viser, hvordan HCG niveauet bør ligge. Vær opmærksom på at tallene gælder for en graviditet med et enkelt barn, og at tallene er vejledende, idet niveauet kan være individuelt for kvinde til kvinde.

HCG
Tabel over hCG niveau hos gravide

Hvad kan forårsage højt eller lavt HCG niveau?

Når du ser på dit HCG-tal, er det vigtigt at du husker på, at der findes meget brede normalområder. To gravide kan have vidt forskellige tal og alligevel have helt normale og velfungerende graviditeter. Herudover er det vigtigt at huske på, at en enkelt måling sjældent kan stå alene, det er udviklingen over tid og den samlede kliniske vurdering, der har betydning, så gå ikke i panik, hvis du ikke er tilfreds med din måling.

HCG-tal bør aldrig tolkes isoleret set, tallene skal altid ses i sammenhæng med graviditetens længde, dine symptomer og eventuelle scanninger. Hvis du bliver urolig over et tal, er det helt legitimt at søge afklaring, men husk, at variationer ofte er en del af det helt normale spænd i en tidlig graviditet.

Nedenfor kan du se nogle af de situationer, der kan være forbundet med henholdsvis lavere eller højere HCG-niveauer. Tabellen er vejledende, og hvis du bliver bekymret over et tal, bør du altid tale med læge eller jordemoder, som kan vurdere dit tal i den rette sammenhæng.

Har du et lavt HCG niveau?

Husk først og fremmest på. at et lavt niveau ikke nødvendigvis betyder, at noget er galt. Ofte handler det om timing.
Her får du 3 grunde til, at dit HCG kan være lavt og en kort forklaring på hvert punkt.

Lavt niveau kan være tegn på flere forskellige ting:

  • Forkert beregning af graviditetens længde
  • Graviditet uden for livmoderen
  • Tom graviditets sæk

Forkert beregning af graviditetens længde
Den mest almindelige årsag til et “lavt” tal er, at graviditeten simpelthen er kortere, end man først har regnet med. Hvis ægløsningen er sket senere i cyklussen end forventet, vil både HCG-niveau og fosterets udvikling naturligt ligge lidt bagud i forhold til beregningen.

Graviditet uden for livmoderen
I nogle tilfælde kan et lavt eller langsomt stigende HCG-niveau være forbundet med en graviditet uden for livmoderen. Her vil man typisk følge udviklingen tæt med gentagne blodprøver og eventuelt scanning for at få klarhed.

Tom graviditetssæk (anembryonisk graviditet)
Hvis en graviditet går til grunde meget tidligt, kan HCG-niveauet være lavere end forventet eller stoppe med at stige. Også her er det udviklingen over tid, der giver svaret og ikke én enkelt måling.

Det er vigtigt at understrege, at mange kvinder oplever usikkerhed i de tidlige uger, og at kroppen ofte selv regulerer forløbet uden, at det er noget, man selv har indflydelse på.

Har du et højt HCG niveau?

Et højere niveau end forventet er oftest helt ufarligt og skyldes igen variation i beregning og biologi. Her får du 3 grunde til, at dit HCG kan være højt og en kort forklaring på hvert punkt.

Højt niveau kan være tegn på flere forskellige ting: 

  • Forkert beregning af graviditetens længde
  • Molar graviditet
  • Flerfoldsgraviditet (tvillinger mm)

Forkert beregning af graviditetens længde
Hvis graviditeten er længere henne, end man tror, vil HCG-niveauet naturligt være højere. Det er en meget almindelig forklaring.

Flerfoldsgraviditet (tvillinger eller flere)
Ved tvillinger eller flerfoldsgraviditet produceres der mere graviditetshormon, og niveauet kan derfor ligge højere end ved en enkelt graviditet.

Molar graviditet
I sjældne tilfælde kan meget høje værdier være forbundet med en molar graviditet, hvor graviditetsvævet udvikler sig unormalt. Det er en usædvanlig tilstand, som altid vil blive fulgt tæt.

Har HCG sammenhæng med graviditetskvalme

Man ved ikke præcist, hvorfor nogle gravide får kvalme, mens andre næsten ikke mærker noget til kvalme under graviditeten. Overordnet set er en graviditet en kompleks hormonel ændring, hvor flere hormoner spiller sammen, og kroppens reaktion er meget individuel. Ét af de hormoner, man ofte peger på i den sammenhæng, er HCG.

Man har observeret, at kvalmen typisk er mest udtalt i den periode, hvor HCG-niveauet stiger hurtigt og ligger højt, altså i de første uger af graviditeten. Derfor mener man, at der kan være en sammenhæng mellem et højt niveau af HCG og den kvalme, som mange gravide oplever i 1. trimester. Det kan også forklare, hvorfor kvalmen ofte aftager igen i andet trimester, hvor hormonstigningen stabiliseres.

Der kan altså være en tendens til, at gravide med meget høje HCG-niveauer oplever mere kvalme. Men det er langt fra en fast regel. Kvalme påvirkes sandsynligvis af flere faktorer, herunder hormonfølsomhed, genetik og kroppens individuelle tilpasning til graviditeten.

Derfor behøver det ikke være såden, at dit HCG-niveau er lavt, hvis du ikke har kvalme. Fravær af kvalme siger altså ikke i sig selv noget om, hvorvidt graviditeten udvikler sig, som den skal.

Kroppen reagerer forskelligt og alt kan være helt normalt.

HCG måling i forbindelse med nakkefold

Det sker ofte, at jeg som jordemoder på Gravid.dk for en panisk henvendelse fra en gravid via vores e-konsultationer. Den gravide har tjekket sit blodprøvesvar i forbindelse med nakkefoldsscreeningen. Her måles nemlig en form for HCG, som ikke kan sammenlignes med den HCG, vi har gennemgået i artiklen her. Hvis man fejlagtigt tror at dette HCG kan aflæses i ovenstående tabel, kan man let gå i panik.

Det kan være forvirrende, at man i graviditeten kan støde på to forskellige former for HCG-målinger. Selvom de begge indeholder betegnelsen HCG, bruges de i to vidt forskellige sammenhænge og tallene kan ikke sammenlignes direkte.

I den tidlige graviditet måles det samlede HCG-niveau typisk i blod eller urin for at bekræfte graviditeten og følge dens udvikling. Her ser man på den faktiske koncentration i mIU/ml, og især på hvordan tallet udvikler sig over tid.

Ved nakkefoldsscanningen måles der derimod en specifik del af hormonet, nemlig fri beta-HCG. Denne værdi indgår sammen med PAPP-A, moderens alder og målingen af selve nakkefolden i en samlet risikoberegning for kromosomafvigelser. Her opgives tallet ofte som en MoM-værdi, som er en statistisk beregning i forhold til gennemsnittet for den pågældende graviditetsuge.

Det betyder altså, at tallet fra en almindelig HCG-blodprøve ikke kan sammenlignes med tallet fra nakkefoldsscreeningen. Det er to forskellige analyser, selvom navnet ligner hinanden. Hvis du sidder med et svar og bliver i tvivl om, hvad det betyder, er det altid en god idé at få det gennemgået af din læge eller en jordemoder, så du får det sat ind i den rigtige sammenhæng.

Opret et gratis medlemskab

og få ugentlige gravidmails, din personlige gravidside og live sessioner samt 7 dages adgang til alle artikler.

Tilmelding Level1