Håndudmalkning i graviditeten er mere og mere omtalt, og derfor har du måske overvejet, om du bør malke mælk ud under graviditeten.
Hvis du går med overvejelser, får du i denne artikel svar på, om det giver mening for dig at håndudmalke inden din fødsel. Denne artikel vil dække, hvad håndudmalkning er, hvem der anbefales at håndudmalke, hvornår man må begynde, hvor ofte man skal udmalke, og om det kan være farligt. Hvis du har brug for en trin-for-trin guide, skal du se artiklen "Sådan Håndudmalker du i graviditeten".
Hvad er håndudmalkning i graviditeten?
Håndudmalkning før fødslen er en praksis, som kan være gavnlig for nogle gravide kvinder. Det indebærer, at du udmalker råmælken, der allerede befinder sig i dine bryster. Den udmalkes manuelt fra brysterne før barnet er født. Alt, du skal bruge for at udmalke mælken, er dine egne hænder.
Hvem Anbefales at Håndudmalke?
Håndudmalkning før fødslen anbefales ikke til alle gravide.
Det er specielt nyttigt for kvinder, som forventes at få et barn, som får behov for ekstra mad lige efter fødslen. Det giver også mening at håndudmalke, hvis du tidligere har haft problemer med amningen.
Helt officielt anbefales kvinder i følgende grupper at håndudmalke inden fødslen:
- Kvinder med diabetes
- Kvinder, som venter et barn, der er mindre end forventet
- Kvinder, som venter mere end ét barn
- Kvinder med PCO, PCOS
- Kvinder med brystkirurgi
- Kvinder, som tidligere har haft problemer med at amme
Lad os se nærmere på, hvorfor disse grupper anbefales håndudmalkning i graviditeten.
1. Kvinder med diabetes
Kvinder med diabetes, herunder type 1, type 2 og svangerskabsdiabetes, anbefales at håndudmalke før fødslen af flere vigtige grunde.
Først og fremmest vil nyfødte af mødre med diabetes have en øget risiko for at udvikle hypoglykæmi (lavt blodsukker) efter fødslen. Derfor vil det blive nødvendigt at tilføre mere mælk til barnet, end den lille kan nå at få fra brystet. Hvis ikke man har malket ud, vil det blive nødvendigt at give barnet modermælkserstatning. Så med et lille lager af din egen råmælk i tasken, undgår I måske at give barnet modermælkserstatning. Endvidere er den første mælk meget næringsrig og kan hjælpe med at stabilisere babyens blodsukker.
Herudover kan kvinder med diabetes opleve forsinket mælkeproduktion, men håndudmalkning før fødslen kan hjælpe med at stimulere mælkeproduktionen, hvilket kan gøre det lettere at etablere amning efter fødslen.
2. Kvinder som venter et barn der er mindre end forventet
Præcis som hos børn født af kvinder med diabetes, kan børn, som bliver født med mindre vægt end forventet, have en øget risiko for at udvikle hypoglykæmi (lavt blodsukker) efter fødslen. Derfor vil disse børn også få brug for ekstra mad, hvilket vil blive tilbudt i form af modermælkserstatning, hvis ikke du selv har din udmalkede råmælk med. Da råmælken er meget næringsrig, vil den hjælpe rigtig godt til med at stabilisere barnets blodsukker.
3. Kvinder som venter mere end et barn
Tvillinger eller flere babyer har et højere samlet behov for mælk end en enkelt baby. Ved at håndudmalke før fødslen kan moderen begynde at opbygge en mælkeforsyning, der kan hjælpe med at dække dette øgede behov i de første dage efter fødslen. Herudover kan kvinder med flere børn i maven opleve større udfordringer med at etablere en tilstrækkelig mælkeproduktion på grund af fysisk og hormonel stress. Håndudmalkning før fødslen kan stimulere mælkekanalerne og dermed også hjælpe med at forberede brysterne på den øgede efterspørgsel efter mælk.
4. Kvinder med PCO, PCOS
PCO, PCOS er forbundet med en øget risiko for lav mælkeproduktion. Ved at begynde håndudmalkning før fødslen kan kvinder øge chancerne for at have en tilstrækkelig mælkeforsyning, når barnet er født.
5. Kvinder med brystkirurgi
Kirurgi i brystet kan påvirke mælkekanalerne, nerverne og mælkekirtlerne. Dette kan føre til problemer med mælkeproduktionen, og amningen kan blive mere kompliceret. Derfor kan der være en fordel i at stimulere mælkeproduktionen allerede inden barnet kommer til verden.
6. Kvinder, som tidligere har haft problemer med at amme
At øge mælkeproduktionen, som man gør, når man håndudmalker, kan være gavnligt, hvis man tidligere har haft udfordringer med amning og/eller ammeetableringen. Med en øget mængde mælk kan man føle sig mere sikker i sin amning, hvilket kan være meget gavnligt for at få en god ammeetablering.
Hvis jeg ikke er i en af grupperne men gerne vil håndudmalke?
Nogle kvinder ønsker at håndudmalke, selvom de ikke er i en af ovennævnte grupper. Det vil de, fordi det kan være svært at forudsige, om dit barn får brug for ekstra mælk under fødslen. Hvis fødslen har været hård for barnet, kan det nemlig blive nødvendigt at give ekstra mælk.
Derfor vælger nogle kvinder at udmalke og opsamle, blot for at være på den sikre side. Hvis du har et ønske om at håndudmalke, men ikke er i en af de ovennævnte grupper, bør du snakke med en jordemoder om, det er en god idé.
Hvornår må man begynde håndudmalkning?
Håndudmalkning anbefales normalt først fra uge 37 i graviditeten, medmindre du venter mere end et barn. Venter du tvillinger, trillinger eller flere børn, anbefales det, at du begynder allerede i uge 36, da fødslen vil finde sted, inden du når termin. Det er vigtigt, at du er tæt på den forventede fødsel for at mindske risikoen for tidlig fødsel (se mere under afsnittet "Kan det være farligt at udmalke?"). Det er også vigtigt, at du taler med din jordemoder eller læge, inden du begynder, da de kan vurdere, om det er sikkert og passende i dit individuelle tilfælde.
Vores jordemødre står altid klar til at hjælpe dig med, om du bør håndudmalke og hvordan du gør det. Se mere om vores jordemødre her.
Hent vores app og få fri adgang til alle artikler
eller opret dig her nu og få adgang i 7 dage
Samtidig får du Live Sessioner, en personlig side der følger din graviditet og ugentlig GravidGuide fra jordemoder Berit. Både på web og i app.
Allerede medlem? Log ind her
Resten af artiklen er tilgængelig for betalende medlemmer.
Du kan se mere på vores hjemmeside.