Graviditetens og fødslens psykologi

Graviditetens og fødslens psykologi

Charlotte Mosbæk har skrevet en interessant bog med en psykologisk indgangsvinkel til det at blive mor. Bogen hedder Det nyfødte barn – de nye forældre. Fødslens psykologi og handler grundlæggende om forskellige psykologiske aspekter ved det at blive forældre.

Den psykologiske fødsel

Den psykologiske fødsel er ikke det samme som den fysiske fødsel. Den psykologiske fødsel strækker sig nemlig over meget længere tid. Den psykologiske fødsel varer for kvindens vedkommende fra opdagelsen af graviditeten og til det øjeblik, hvor amningen hører op. For manden er perioden som regel lidt kortere. Fra det øjeblik graviditeten opdages sættes en masse tanker og følelser i gang, og deres intensitet stiger efterhånden, som fødslen nærmer sig. Fødslen er højdepunktet for tilvænning til den nye situation, da de fleste nye forældre først ved fødslen får en realistisk ide om, hvad det vil sige at være forældre. Efter fødslen vil intensiteten af den nye situation langsomt aftage, indtil de nye forældre har fundet sig til rette i deres nye roller.

I en undersøgelse er nye forældre blevet spurgt om, i hvor lang tid, de var påvirkede af at blive forældre, og det viste sig, at for nogle gik der helt op til 3-4- år efter fødslen, inden de havde vænnet sig til deres nye rolle. En graviditet og fødsel af et barn er et fundamentalt skifte fra at være et par til at blive en familie, og de mange nye opgaver og følelser ved at blive forældre kan mange gange være en stor udfordring både for det enkelte individ, men også for parforholdet.

En normal krise

I psykologien har man tidligere kaldt det fænomen at blive forældre for en ’normal krise’. Denne term dækker over, at når man bliver forældre for første gang, så ændrer det en person for evigt. Forandringsprocessen eller udviklingsprocessen er sammenlignelig med, hvad der sker under andre psykologiske kriser. Den ’normale krise’ behøver ikke nødvendigvis at få et negativt udfald. Derfor er man i dag mere glade for at kalde processen for en ’transition’, der betyder en overgang fra en tilstand til en anden – uden at man får negative associationer ved termen.

Når der sker en stor ændring i et menneskes liv, som det at blive forældre, så drages der tvivl om, eller sættes der spørgsmålstegn ved den måde, hvorpå man hidtil har opfattet verden og sig selv. Et menneske i transition er meget optaget af nutiden og fremtiden, da man under en ændring af livsopfattelsen er interesseret i at få forbundet de to dele af sit liv. Dette gør sig bl.a. udslag i, at gravide kvinder tænker meget over deres egen barndom og opdragelse, samt over hvordan de synes, livet med et barn skal være. Mange kvinder oplever en frygt for, at barnet ikke vil kunne kontrolleres. Dette giver måske udslag i overvejelser over, hvordan de ønsker at opdrage barnet. Mange oplever også, at mere eller mindre bevidste konflikter med deres egne forældre, dukker op og kræver overvejelse. Dette er normalt under den forandring, den nye mor er i gang med. Nemlig at redefinere sit syn på sig selv og verden. Hun er på vej til at ændre sig, så hun kommer til at opfatte verden som en mor.

Forandringer i flere generationer

De forandringer et nyt barn bringer med sig begrænser sig ikke til den nære familie, til den nye mor og far, men bringer også fortiden i spil hos de nye bedsteforældre. Når en mor bliver bedstemor, så sker der det, at hun endelig kan acceptere sin datter som ligestillet og voksen, idet hun retter opmærksomheden mod det nye barn. Hun identificerer sig med sin gravide og fødende datter og oplever herigennem sin egne graviditeter og fødsler. Nogle gange kan det være en mulighed for den nye bedstemoder til at få løst gamle konflikter vedrørende svære fødsler og svigt. De fleste bedsteforældre oplever også, at de som bedsteforældre kan få en chance til at gøre for deres børnebørn, hvad de fortryder eller ikke havde tid til i forhold til deres egne børn.


Den proces, der sker for den gravide kvinde er, at hun udvikler sig mentalt fra at være sin mors barn til at være mor for sit barn. Det er en rolleændring, der sker i den gravide kvindes indre verden, og som starter med at den gravide kvinde kommer i en tilstand psykisk ubalance, hvorefter hun finder på plads i en ny psykisk organisation. Mange finder, at deres veninder eller andre bekendte, der bliver mødre, ændrer sig fuldstændigt, når de bliver mødre – og det er ikke helt forkert.

Forældreskab og social arv

Det er interessant at se, at de fleste opfører sig som forældre, sådan som deres egne forældre opførte sig. Det hænger sammen med den sociale arv, der er meget vanskelig at bryde. Men hvordan fungerer det, når den måde man bliver forældre på, til en vis grad er forudbestemt?

Manden og kvindens opvækstfamilie og familiemæssige relationer er betydningsfulde for, hvordan de selv udvikler sig som forældre. Der er et begreb, som hedder RIG – det står for Repræsentation af Interaktioner, der er Generaliserede. Når et spædbarn eller en voksen former en relation med et andet menneske, så møder de ofte den relation med et generaliseret billede af, hvad der skal ske. En forudindtaget mening om situationen. Dette kunne eksempelvis være amning. Barnet former første gang, det bliver ammet et billede af, hvad det vil sige. Næste gang, det bliver ammet, møder det situationen med en forventning om, hvad det vil sige at blive ammet. Selvfølgelig modificeres forestillingen gennem fremtidige amninger, men pointen er, at der etableres en forestilling i bevidstheden om, hvad amning er. På samme måde er den voksne præget af sin forestilling om amning. Den ammendes forestilling er også påvirket af hendes egen mors holdninger til amning og samfundets generelle holdning til amning. Alle disse ting sætter deres præg på, hvordan amningen opfattes. Og det påvirker alt sammen relationen mellem barn og kvinde under amningen.

En RIG kan fungere på både det bevidste og det ubevidste plan. Og en RIG er i høj grad, hvad der er på spil, når man taler om social arv. En RIG kan nemlig ’hvile’ en årrække fra barndommen og aktiveres igen, når man er blevet forældre. Så hvis man fra barn har fået skæld ud over, at man har tisset i bukserne, så har man dannet en RIG, der siger, at det er forventeligt, at man får skæld ud, hvis man tisser i bukserne. Når den nybagte far oplever sit barn tisse i bukserne, så aktiveres der måske en RIG fra barndommen, der fortæller ham, hvad der er den passende reaktion til denne situation. På denne måde føres den sociale arv ofte videre. Selvfølgelig er det også muligt at ændre sit reaktionsmønster, men det viser sig at være med vanskeligt i praksis.

Derfor starter man ikke på en frisk, når man bliver forældre, men begges forældres opvækst samt de konkrete samfundsnormer i den tid og det land, man befinder sig i, sættes alt sammen i spil og påvirker det de nye forældres relation med deres barn. Et barn fødes på den måde ind i et net af relationer, som det skal til at danne sig en ide om, og som det skal lære at gebærde sig i. Og det er de nye forældres ansvar at vise det lille barn, hvordan det skal gøre dette.

BabySam