Glukosebelastning
Glukosebelastning

Glukosebelastning i Graviditeten

Picture of Af Jordemoder Berit
Af Jordemoder Berit

En glukosebelastning er en vigtig undersøgelse for både din og dit barns sundhed. Den udføres på et stort antal gravide kvinder årligt. I denne artikel kan du få svar på, hvad undersøgelsen indebærer, hvem der skal have den foretaget, samt hvordan den foregår.

Hvad er en Glukosebelastning?

En glukosebelastning er en almindelig test, der udføres for at diagnosticere gestationel diabetes mellitus (GDM) hos gravide kvinder. Det er især relevant for kvinder med øget risiko, hvilket du kan læse mere om længere nede i artiklen.

En glukosebelastningstest, også kendt som en oral glukosetolerance test (OGTT), udføres for at finde ud af, hvordan din krop håndterer glukose. Formålet med testen er at identificere eventuelle problemer med glukoseregulering, såsom GDM.

Hvem Skal Have Foretaget Glukosebelastning?

Glukosebelastning under graviditet er en vigtig undersøgelse for at identificere GDM, som er en tilstand, der kan påvirke både moderens og barnets helbred.

Ikke alle gravide skal have foretaget glukosebelastning, men ifølge Dansk Selskab for Obstetrik og Gynækologi (DSOG) er følgende gravide i risiko for at udvikle GDM og bør derfor undersøges:

  • Gravide med sukker i urinen
  • Gravide med tidligere gestationel diabetes
  • Overvægtige gravide (BMI ≥ 27 før graviditet)
  • Gravide med en familiehistorie af diabetes (dvs. type 1 eller type 2 hos bedsteforældre, forældre, søskende eller egne børn)
  • Gravide med tidligere fødsel af et stort barn (≥ 4500 g)
  • Gravide med polycystisk ovariesyndrom (PCOS)
  • Gravide, som venter mere end ét barn

Hvor Ofte Skal Glukosebelastningen Laves?

For de fleste gravide kvinder foretages glukosebelastningen én gang mellem uge 24 og 28 i graviditeten. Om undersøgelsen skal udføres én eller to gange i graviditeten afhænger af, hvor stor risikoen er for, at du udvikler GDM. Det kan derfor deles op på følgende måde:

Gravide, som skal have foretaget undersøgelsen før uge 20, er kvinder med to af følgende risikofaktorer:

  • Overvægt før graviditeten (BMI ≥ 27)
  • Familiær disposition til diabetes
  • Tidligere fødsel af et stort barn
  • Kendt PCOS

Gravide, som skal have foretaget undersøgelsen mellem uge 24 og 28, er kvinder med én af følgende risikofaktorer:

  • Maternel overvægt før graviditeten (BMI ≥ 27)
  • Familiær disposition til diabetes
  • Tidligere fødsel af et stort barn (≥ 4500 g)
  • PCOS
  • Flerfoldsgravide

Når det kommer til gravide med sukker i urinen, bør der altid foretages OGTT, hvis den gravide har sukker i urinen og ikke har fået foretaget undersøgelsen inden for de sidste 4 uger.

Hvordan Foregår Glukosebelastningen?

De fleste gravide synes, at en OGTT er en hård undersøgelse at komme igennem. Dette skyldes dog ikke, at den gør ondt, men at du skal faste forud for undersøgelsen og under selve undersøgelsen.

Undersøgelsen foregår i blodprøvetagningen på dit lokale sygehus. Du skal møde op tidligt om morgenen og som nævnt være fastende, hvilket vil sige, at du ikke har spist eller drukket (rygning er også forbudt). Det er dog tilladt at skylle munden, og du skal i øvrigt også tage din medicin, hvis du normalt får medicin.

Når du møder op på sygehuset, får du udleveret en væske, du skal drikke. Denne væske er meget sød og kan være svær at få ned for nogle gravide, specielt hvis man har kvalme. Inden du drikker væsken, vil du få målt dit blodsukker. Efter du har indtaget væsken, vil du blive placeret i venteværelset, hvor du skal sidde de næste to timer.

Selvom det kunne være fristende at gå en tur, er det ikke tilladt. Det er vigtigt, at du sidder stille i ventetiden. Det kan derfor være en god idé at medbringe læsestof eller en god mulighed for at se nogle afsnit af din yndlingsserie.

Når de to timer er overstået, vil du igen blive kaldt ind. Her vil der blive taget en blodprøve, som afslører, hvordan din krop har reageret på alt det sukker, du indtog i begyndelsen af undersøgelsen.

Det kan være en god idé at medbringe mad, som du kan spise, efter du har gennemført testen.

Hvorfor Er Glukosebelastning Vigtig?

Glukosebelastning er vigtig at gennemføre, fordi det kan få betydning for dit barn, din graviditet og din fødsel, hvis din gravide krop udvikler GDM.

Ubehandlet GDM kan nemlig føre til komplikationer for både dig og dit barn, hvilket kan forebygges, hvis GDM opdages. OGTT er den bedste måde at stille diagnosen GDM.

Ved at identificere og behandle GDM tidligt kan du sikre en sundere graviditet for både dig og dit barn.