Gode råd mod forstoppelse og hård mave under graviditet

Gode råd mod forstoppelse og hård mave under graviditet

Forstoppelse og hård mave under graviditet

Vi har samlet nogle gode råd mod forstoppelse og hård mave under graviditet. Der sker nemlig store hormonelle forandringer i kroppen, når man bliver gravid. Specielt med de kvindelige kønshormoner (østrogen og progesteron) sker der forandringer.

Progesteron er hormonet, som er med til at bevare graviditeten. Progesteron virker også afslappende på muskulaturen i tarmene og det er derfor, at mange gravide kvinder oplever hård mave allerede kort inde i graviditeten. Det smarte ved at progesteron virker afslappende på tarmene er, at kroppen får bedre mulighed for at optage næringsstofferne fra tarmene, som sikrer god næring til den lille voksende baby. Men desværre betyder det så, at affaldsstofferne er længere om at komme igennem, hvilket bevirker, at du får hård mave.

Ud over den øgede mængde progesteron i din krop, er du sikkert, som de fleste gravide kvinder, ramt af træthed, som medfører, at du bevæger dig mindre end du plejer. Altså får din krop ikke den motion, som den har brug for i forhold til at arbejde optimalt. Samtidig har din gravide krop måske forandret spisevaner på grund af kvalme og ændret spiselyst.

Som følge af forstoppelse og hård mave kan der opstå hæmorider. Derfor finder du nederst i artiklen gode råd mod hæmorider. Men først får du herunder nogle gode råd mod forstoppelse og hård mave.

Væske

Det første sted at starte, er at sikre, at du i løbet af dagen får rigeligt med væske. Du skal drikke mindst 2 liter væske i døgnet og mere, hvis det er varmt. Brug en flaske eller dunk til at drikke af – på den måde kan du holde styr på, hvor meget du får indtaget. For eksempel kan man sørge for, at man i løbet af en arbejdsdag har tømt flasken 2 gange. Sørg derfor altid for at have en flaske vand i tasken. Tænk over, hvilken væske du drikker! Kroppen består af 50-60% vand, så det er en god idé, at størstedelen af væsken du indtager er vand, da kroppen så ikke skal arbejde så hårdt for at fordøje den.

Motion

Et af de rigtige gode råd mod hård mave er mere motion. Måske er du meget træt og orker ikke rigtig at motionere, men start i det små. Gå nogle ture, tag trappen i stedet for elevatoren, tag cyklen på arbejde i stedet for bilen eller tag en cykeltur efter arbejde. Når du så får mere overskud, kan du måske gå i svømmehallen – bevægelsen her er skøn for den tyngede gravide krop.

Kostfibre

En fiberrigkost er et rigtig godt sted at sætte ind mod hård mave. Sørg for at spise masser af grøntsager, frø og kerner og byt det hvide brød ud med mere groft brød. Havregrød er en god fiberrig stabilisator for maven, så måske kan du spise det.  I mange supermarkeder og på apoteket kan du købe HUSK, som er loppefrøskaller, der fremmer peristaltikken i tarmene og hjælper dig af med den hårde mave. Hvis du spiser HUSK er det meget vigtigt at drikke rigeligt med væske, da det ellers har den modsatte effekt.

Magnesium

Magnesium er et uskadeligt mineral, som mange i den vestlige verden ikke har nok af. Hvis du har for meget magnesium i kroppen, udskilles det med afføringen, og vil i det tilfælde være med til at gøre afføringen mere lind. Derfor er det en rigtigt god idé at sørge for, at man ikke har magnesiummangel i kroppen. Manglen opstår, fordi vi i dag ikke spiser så mange grønne grøntsager samt nødder og kerner, som man gjorde før i tiden. Så ved at øge indtaget af dette, kan man altså afhjælpe hård mave. Man kan også tage magnesium som kosttilskud. Snak med din læge eller jordemoder om dette.  

Jern

Sundhedsstyrelsen anbefaler alle gravide at indtage 40-50 mg jern som tilskud, idet du ellers vil være i stor risiko for at få en lav blodprocent. Desværre har jern den uheldige bivirkning, at det giver hård mave. Det er aldrig en god idé at stoppe med at tage sin jern, men det kan være en godt at prøve nogle andre jernprodukter. Der findes et naturekstrakt af jernetilskud, som er mindre hård ved maven end de tabelletter der findes på markedet, dette produkt kaldes Kraüterblut og kan købes i Matas og på Apoteket.

Afføringsmidler

Der findes en masse forskellige medicinske afføringsmidler, men da mange af dem kan være vanedannende på lang sigt, bør disse kun bruges i yderste nødstilfælde.

Pas også på med indtagelse af syreneutraliserende midler, da de også kan have en negativ effekt på den hårde mave.

Hæmorider

Det er meget normalt at man får hæmorider under graviditeten. En hæmoride er en åreknude eller en udposning på blodårene i området omkring din endetarmsåbning. De opstår oftest på grund af trykket fra livmoderen på venerne. Forstoppelse kan dog også være årsag til at du har fået hæmorider. De gør, at det kan være meget smertefuldt at have afføring. Ofte er der også blod, når man har afføring. Det stammer fra hæmoriden, der kan få ridser og er ikke farligt.

For at afhjælpe hæmoriderne under graviditeten, kan du udføre venepumpeøvelser og følge de ovenstående råd mod forstoppelse. Hos nogle kvinder forsvinder hæmoriderne, når de har født – hos andre gør de ikke. Det kan blive nødvendigt at få hæmorider fjernet af en læge, hvis de er til stor gene for dig. Det er dog yderst sjældent, at det bliver nødvendigt.

Gode råd mod forstoppelse og hård mave under graviditet

af Jordemoder Berit kan læses på: 4 min
0