Dette skal du bruge til din hjemmefødsel
Her kan du få en brugbar liste, over alt hvad du skal bruge, hvis fødslen skal foregå hjemme.

Hjemmefødsel – Det skal du bruge

Af Jordemoder Berit
Af Jordemoder Berit

Lorem ipsum dolor sit amet consectetur adipiscing elit dolor

Flere og flere familier vælger, at deres lille ny skal komme til verden hjemme i stuen ved en hjemmefødsel. Måske er I en af de familier, som overvejer, eller har besluttet, at jeres fødsel skal foregå hjemme i trygge omgivelser. I så fald får I her nogle råd til, hvad der er godt at have i huset til en hjemmefødsel.

Generelt til en hjemmefødsel

Mad
Det er en god idé at have lidt energigivende snacks, både til den fødende, til farmand og til jordemoderen eller andre hjælpere. I kan evt. overveje at have fødselsdagsboller eller en gryderet klar i fryseren til efter fødslen.

Læbepomade
Under dine veer vil din vejrtrækning være en smule anderledes end normalt. Det kan godt give meget tørre læber og derfor er det en god idé at investere i en læbepomade.

Gamle lager, håndklæder og sengetøj
Under en hjemmefødsel bliver sengetøj og håndklæder nemt beskidte. Det kan derfor være en god idé at have noget, som kan smides ud, hvis det bliver beskidt. Så spørg rundt i familien og sørg for at have en pose med gamle ting, som blot kan kasseres efterfølgende.

Pilatesbold og mange puder
Under din fødsel og i dit ve-arbejde er det en god idé med vekslende stillinger. Med en pilatesbold og mange puder har du lidt flere muligheder for netop dette. Hvis du har mulighed for en sækkepude, kan det også være en god idé at have.

Balje/spand
En lille balje eller spand som kan bruges til opkast, da mange kvinder kaster op i forbindelse med deres fødsel. Derudover kan en balje til rene klude være en god ide. Mange kvinder nyder at få en kold klud på panden under fødslen.

Musik og hyggestemning
Tryghed er vigtigt, når du er i fødsel, derfor kan det være en god idé at tænke over, hvad der er tryghed og hygge for dig. Sørg for dejlig musik, du ved, giver dig tryghed. Måske nogle stearinlys eller lamper med hyggelig belysning. Det kan også være en duftlampe eller noget massageolie med en duft, du syntes er dejlig.

Kamera/videokamera
Præcis som til en fødsel der skal foregå andre steder end hjemme, skal I huske at have kameraet klar til at forevige de store øjeblikke.

Ekstra sikringer
Sørg for, at I har ekstra sikringer i huset, så I ikke skal bekymre jer om den slags under jeres hjemmefødsel.

Til jordemoderen

Affaldsposer/skraldespand
Der er en del skrald i forbindelse med en fødsel, også hvis det er en hjemmefødsel. Sørg derfor for at have nogle store poser til skrald. Det kan være rart for jordemoder at have en lille skraldespand, som kan flyttes rundt.

Lampe
Hvis din jordemoder skal sy en bristning efter fødslen er det vigtigt, at hun kan få noget godt arbejdslys. Sørg derfor for at have en flytbar lampe, som giver godt lys.

Til Vandfødsel

Fødekar
Hvis du ønsker en vandfødsel er det en god idé at købe et fødekar. Der findes specielle kar, som er lavet til vandfødsler.

Voksdug/presenning/afdækning
Dette kan du bruge til at lægge under dit fødekar, men du kan også bruge det til at afdække med, hvis fødslen skal foregå i sengen eller sofaen. På den måde er det nemmere at gøre rent efter fødslen.

Klyx/lavement
Det kan have sin fordel, at man kommer af med afføring inden fødslen, specielt hvis du skal føde i vand. For at forhindre, at der kommer afføring i forbindelse med fødslen, kan du tage et Klyx, når fødslen går i gang.

Trådsi eller fiskenet
Hvis uheldet alligevel skulle være ude og der er kommet afføring i fødekarret, er det en god idé at have noget at fiske det op med.

Varmt vand
Det kan være en god idé at sikre sig, at der er varmt vand nok til karret. Lav eventuelt en test af karret inden fødslen. Det kan være en oplagt mulighed for en hyggelig stund for jer som par eller for jeres større børn.

Madras
Hvis ikke der er en seng eller sofa umiddelbart i nærheden af fødekarret, er det en god idé med en ekstra madras. På den måde skal du ikke så langt, hvis du af den ene eller anden grund skal op af karret.