Sex efter fødslen?

Sex efter fødslen

Hvorfor fortæller dine veninder dig ikke, hvad du kan forvente dig, inden du bliver gravid? Det bliver jo aldrig det samme – hvorfor lyve om det? Sex efter fødslen er et kapitel for sig.

Sådan kan man godt tænke efter fødslen, når man står med en mand, der tripper for at komme i gang og lysten bare ikke er den samme som før. Eller man oplever, at der er gået et år efter fødslen og sexlivet stadig ikke er kommet i omdrejninger. Tja, hvordan sexlivet udformer sig efter en fødsel er meget forskelligt fra par til par – men meget er forandret og der er mange ting, der kan komme i vejen for et normalt sexliv efter fødslen.

Fakta

Omkring 1/3 del af alle par oplever efter en fødsel, at de har forbigående eller vedvarende problemer med sexlivet. Mange oplever også, at de ganske simpelt giver mindre udtryk for deres hengivenhed over for hinanden end før.

Manden er både far og partner, kvinden er kun mor

Når man lige er blevet forældre for første gang, så sker der ofte det, at man får et nyt syn på sig selv og hinanden. Man skal lære at takle de helt nye roller som forældre. Undersøgelser i den forbindelse har vist, at mænd har en adskilt opfattelse af sig selv som far og mand for deres partner. Mænd forener heller ikke deres billede af kvinden, men tænker på hende som mor adskilt fra hende som kvinde/partner.

Kvinden derimod forener sit syn på sig selv som mor og kvinde. Det kan betyde, at kvinden får sit behov for nærhed og fysisk kontakt stillet gennem samværet med sit barn. Gennem fødslen og amningen sker en fysisk udveksling mellem kvinden og barnet, der for kvinden hører med til det at reproducere sig selv. For manden er reproduktionen reduceret til selve kønsakten. Derfor er der tit et følelsesmæssig misforhold mellem mandens og kvindens behov for sex efter fødslen.

Fysiske gener ved sex

Der kan være fysiske grunde til, at der går ged i sexlivet efter fødslen. Der kan være smerte eller gener forbundet med et samleje for kvindens vedkommende. Eksempelvis kan skeden være meget tør, mens amningen står på. Hvis det er tilfældet, kan det være en god idé at købe en eksplorationscreme på apoteket til at fugte skeden med.

Der kan godt opstå langvarige gener i forbindelse med syninger eller rifter fra fødslen. Måske kan kvinden føle, at det ’skarver’ og er ubehageligt fra arrene i skeden under samleje og der kan godt gå lang tid, inden denne følelse forsvinder helt. Hvis gener fra skeden er vedvarende, så tag til en gynækolog, som kan undersøge, om noget ikke er, som det bør være.

Mange nye følelser og opgaver

Når et par skal lære sig selv og hinanden at kende som forældre, så skal de samtidig lære at drage omsorg for et spædbarn. Noget, de fleste i dag ikke har erfaring med, før de selv får børn. En anden vigtig årsag til, at sexlivet ikke rigtigt fungerer efter en fødsel, kan skyldes manglen på søvn, som de fleste nybagte forældre oplever. Eller blot træthed oven på en dag med ansvar og pleje af sit afkom – en følelse af, at der hele tiden er behov for en – og at man aldrig helt kan være sig selv mere.

Der er mange nye følelser forbundet med moderskab og faderskab – og som sagt, det er vigtigt at tale om det, så man kan forsøge at forstå den anden.

Tålmodighed bliver til sex

Det er vigtigt at have tålmodighed, for lysten finder som regel sin vej tilbage og sexlivet kan blive genoptaget. Måske bliver sexlivet aldrig som før. De fleste oplever dog, at sexlivet kommer til at indrette sig efter den nye familiestruktur, men der kan gå lige fra et par uger og op til et år efter fødslen, før sexlivet er på vej til at normalisere sig.

Kilder: Charlotte Mosbæk ”Det nyfødte barn – de nye forældre. Om fødslen psykologi.”

Genoptag sexlivet efter graviditet og fødsel
Genoptag sexlivet efter graviditet og fødsel

Læs mere om sex efter fødslen i denne artikel.

 

Hvor nyttig var dette?

Lige nu læser andre:

Følg din babys fantastiske udvikling

Tilmeld dig vores baby mails og følg med i hvordan du og din baby udvikler jer hele graviditeten igennem.