Genoptag sexlivet efter graviditet og fødsel
Det er ikke unormalt, at det kan være svært at finde tilbage til sexlivet efter en fødsel.

Intimitet og sex efter din fødsel

Af gry
Af gry

Lorem ipsum dolor sit amet consectetur adipiscing elit dolor

Det er så forskelligt hvordan det opleves at genoptage sin intimitet og sex efter en graviditet og fødsel. Det er forskelligt hvordan vi har det med sex og intimitet, hvilke erfaringer vi har med vores partner og hvordan vi har oplevet fødslen. Derfor kan det være godt at få noget viden om sex og prævention efter fødslen.

Nogle par har haft en masse sex i graviditeten. Andre har ikke været intime siden graviditeten startede. Nogle mænd har ikke lyst til sex i graviditet. Nogle kvinder har heller ikke. Andre igen oplever en stigning i lysten i graviditeten.

Har I været i fertilitetsbehandling, er det sandsynligt at jeres sexliv allerede har været påvirket. Mange oplever at den sex der handlede om lyst og intimitet, bliver erstattet af fertilitetsopgaven. Nogen finder gradvist tilbage til intimiteten efter, mange vil have glæde af at tale med en fagperson med viden om emnet.

Nogle oplever at det intime med partneren kan være ”en vej tilbage til sig selv”.

Hvis du har haft mange gode oplevelser med at have sex med din partner inden I fik barn, kan det være en skøn måde at ”genfinde” hinanden på. At opleve at I stadig har det voksne fællesskab, som ikke handler om at skulle klare opgaver, men om at nyde jer selv og hinanden.

Prævention

Så er udfordringen måske at finde en præventionstype, som passer jer? Husk at det er meget forskelligt hvor hurtigt efter en fødsel man får ægløsning og kan blive gravid igen. Man ved først at ægløsningen har været der, når man får den første menstruation. Så uanset om du ammer eller ej, vil det være godt at bruge prævention lige så snart i genoptager samlejerne. I kan jo sagtens have anden slags sex inden og det behøver ikke at være en ”fast” prævention. Nogle foretrækker at bruge kondomer indtil de oplever at kroppen er mere genkendelig for dem selv. Derefter kan I få en grundig information om de forskellige præventionstyper, få reflekteret over hvilke ønsker I selv har til prævention og så vælge noget som passer for lige netop jer!

Det kropslige

En meget almindelig udfordring ved at have sex efter en fødsel, er at kroppen ikke føles helt som tidligere og ikke reagerer som du har været vant til. Hvis dine bryster har været en del af din seksuelle følelse, kan det være enormt mærkeligt at de er ømme og der måske løber mælk fra dem.

Det er også meget almindeligt at det er svært at blive våd i vulva. Eller i hvert fald at du føler dig våd på en anden måde end tidligere. Hvis du ammer, producerer du ikke så meget østrogen som før. Østrogenet er med til at sikre blodgennemstrømning i slimhinden og dermed med til at skabe væske i slimhindeoverfladen.

Nogle oplever at det fungerer for dem hvis de sørger for mere tid til at få masseret, rørt og kysset. Andre får brug for at bruge en glidecreme eller olie for at nyde samlejet indtil de igen selv producerer væske nok til nydelsen. (hvis I bruger kondom skal glidecremen være vandbaseret. Olie ødelægger gummiet.)

Hvis du har arvæv efter fødslen, kan det være ømt. Det kan dog også have nedsat følsomhed. At massere det et par minutter dagligt, eventuelt med lidt mandelolie, kan både gøre helingen bedre og give dig din nerveforbindelse tilbage. Det kan være rigtigt rart selv at få et kendskab til vulvaen inden man deler den i samlejet.

Mange kvinder beskriver at de er utrygge ved om deres kønsdele er normale efter fødslen. Det kan være svært selv at danne sig et overblik fordi man måske ikke har været så tryg ved at kigge allerede inden man fik barn og fordi slimhindens nuancer og folder kan have forandret sig. Ofte vil vulvvaen blive mere genkendelig over tid og ellers er det jo vigtigt at du bliver tryg ved den nye fremtoning så du kan nyde din krop.

Mange tænker om de mon ”er blevet for slappe”. Alt vævet og musklerne har jo givet sig hvis du har født vaginalt. Det er bækkenbundsmusklerne, som lukker sammen og åbner os ved skedens åbning. Så en almindelig udvikling i at genskabe kontakt til dine bækkenbundsmuskler, vil gøre at du kan åbne dig og lukke dig som du har kendt det tidligere. Du skal således ikke være bekymret for slaphed, men blot bruge tid på at få kontakt til bækkenbundsmusklerne igen.

At være mor og sexet

Hvis det at blive set på som sexet, har været en vigtig del af din tænding, kan det være grænseoverskridende for dig at din krop er så forandret. Strækmærker, løst maveskind og forandrede bryster giver mange en fornemmelse af ikke at genkende sig selv. Når man ikke kender sig selv, er det svært at dele sig selv i sex. Det kan være helende for din kærlighed til din egen krop at smøre dig ind i creme eller olie. Ganske langsomt. Mens du smører kan du skifte mellem at mærker hvad hånden, som smører, sanser og hvordan det føles på det område som smøres ind. Det er en form for selv-sansnings-øvelse, som kan være svær at starte på, men hvis den gennemføres med nogle dages mellemrum i nogle uger, kan give oplevelsen af at føle sig hjemme i sin egen krop igen.

Hvis du har et ar efter kejsersnit vil det også være godt at begynde at smøre/massere det når selve såret er helet. Ganske forsigtigt med en creme eller olie, som du kan lide. Mange oplever at være følelsesløse i området og da er det en måde at genskabe ”nerve-kontakt” og samtidigt heles det bedre fordi blodgennemstrømningen øges af massage.

Derudover er det et vigtigt tidspunkt i livet at overveje hvad sexet kan betyde. Betyder det at man ligner en gennemsnitlig model eller er det en følelse man har? Der er ikke rigtige eller forkerte svar, men det er helt sikkert at hvis man øver sig i at mærke sin lyst og fokusere på den frem for hvordan man ser ud, får man en større nydelse i sex. Og de fleste partnere tænder meget mere på en, der nyder, end på en der ”tager sig ud”.

Er det for svært at forene sig med kroppens nye fremtoning, kan det være godt at samtale med en der ved noget om hvordan vi kan øge vores ro ved dem vi er.

Har du ondt på en måde, som ikke bedres eller som gør dig utryg, skal du kontakte en jordemoder eller læge.

Børn i armene

En af de udfordringer, som de fleste vil opleve omkring at være intime sammen som voksne, er det helt praktiske omkring at finde tid og plads. Når vi er trætte, er sexlysten ofte noget af det, som falder først. Når man ikke er sikker på at man ikke bliver ”kaldt på” af et barn om lidt, oplever nogen at det er svært at hengive sig. Og når man har fysisk kontakt til det lille barn de fleste af døgnets timer, kan det være vigtigt at have noget tid i sin egen krops selskab. Da kan oplevelsen af krav eller forventning fra en partner, som ligesom det lille barn vil have del i ens krop, være ”for meget” for nogen.

Øm krop kræver omsorg

Det er meget forskelligt hvor hurtigt vores kroppe restituerer efter fødslerne. Uanset om du har fået kejsersnit eller har født vaginalt, tager det tid at ”vende tilbage” til en følelse af at kende sin krop. Musklerne er tit ømme. Bækkenbundsmusklerne arbejder ikke optimalt sammen med resten af kroppen. Ar efter kejsersnit eller bristninger skal heles. Du har sandsynligvis et barn i armene det meste af døgnet. I er trætte. Og så pumper din krop hormoner rundt som du ikke er vant til.

Giv dig selv tid! Masser dine ar med olie. Tal med din partner om forventninger og lyster. Nærm jer hinanden igen. Brug tid på at føle jer trygge ved intimiteten igen.

Når I begynder at have en genkendelighed omkring barnets behov, kan I overveje at ”skrive hinanden i kalenderen”. Nogle mennesker synes det er ”uromantisk” med ”kalendersex”. Man kan også vende det om og sige at hvis arbejde, familie og anden planlægning har plads i kalenderen, da er det vel et minimum af at prioritere hinandens nærvær at kalendersætte det. Det behøver ikke være ”samleje” som noteres, men blot det at vide at man (måske en gang om ugen) ikke vælger vasketøj og emails frem for hinanden. Når man vælger hinanden, viser man jo også at det er betydningsfuldt.

Ind i mellem kan man opleve at det mest romantiske man kan gøre, er at sætte ord på i et større perspektiv. For eksempel: ”Jeg kan ikke overskue at have samlejer lige for tiden, jeg kan slet ikke genkende min egen krop. Men jeg vil gerne have tid med dig hvis du vil hjælpe mig med at finde tilbage til mig selv. Jeg har en drøm om at vi to skal have sex sammen resten af livet. Kan vi aftale at vælge tid til at sidde eller ligge sammen, dufte til hinanden og massere, uden at det er et oplæg til samleje?”

Bed om hjælp fra fagpersoner hvis du/I ikke kan overkomme de nye situationer selv!

Læs også denne artikel om sex efter fødslen.