Online jordemoder Fødselsforberedelse hjemme i stuen
Har du brug for at snakke med en jordemoder om din fødselsforberedelse?

Fødselsforberedelse er en god investering for familien

Af Jordemoder Berit
Af Jordemoder Berit

Lorem ipsum dolor sit amet consectetur adipiscing elit dolor

Fødselsforberedelse er noget de fleste gravide overvejer. Nogen bruger hele graviditeten på at overveje det, og ender med aldrig at blive forberedt, mens andre bruger hele graviditeten på at forberede sig og andre igen mener, at det er unødvendigt, for kvinder har jo født børn i tusindvis af år uden at få fødselsforberedelse.

Hvis du er i tvivl, om hvorvidt du skal forberede dig, og måske endnu vigtigere hvordan du forbereder dig bedst muligt, så læs med her hvor du kan få svar på, hvorfor det ikke bare gavner dig at få fødselsforberedelse, men faktisk også din partner og jeres barn.

Det burde ikke hedde fødselsforberedelse

I ordet fødselsforberedelse er der meget fokus på fødslen. Det er i virkeligheden en stor og misvisende fejl. Det er det fordi, der i en optimal forberedelse undervises i meget mere end “kun” fødslen.

At blive forberedt til sin fødsel, er selvfølgelig en vigtig del af en god fødselsforberedelse. Men det er mindst lige så vigtigt, at du bliver forberedt på amning, men du bør også blive forberedt på, hvordan det bliver for jeres lille familie, når den lille ny er kommet til verden.

Når man bliver gravid, begynder dannelsen af en lille familie. De 9 måneder du er gravid, bruger både du og din partner på at indstille og omstille jer, til det nye liv der venter jer. I skal finde jer selv i en helt ny rolle som både mor og far. Herudover skal I finde ud af, hvordan I forholder jer til et lille nyfødt barn, med alt hvad det kræver. I skal også finde ud af at være mor og far, alt imens i stadig er elskende og kærester.
Alt dette er en kæmpe omstillingsproces, som for de fleste går lidt bedre, hvis man bruger hele graviditeten på at forberede sig så godt som muligt på hele denne proces.

Derfor burde det slet ikke hedde fødselsforberedelse men familieforberedelse, og der burde i alt fødselsforberedelse være fokus på meget andet end selve fødslen.

Hvorfor er det vigtigt at der er fokus på mere end fødslen?

Som tidligere nævnt er det at få et barn en stor omstillingsproces, som de fleste bruger en stor del af graviditeten på. Derfor har både graviditeten, fødslen og den første tid med baby, afgørende betydning for hvordan I omstiller jer til at være en familie, samt hvordan du og din partner knytter jer til barnet efter fødslen.

Hvis man f.eks. bruger det meste af sin graviditet på at gå og være ked af det, eller bange for sin fødsel, så har man ikke så meget overskud til at gennemgå den omstilling, der skal ske i løbet af graviditeten. Det samme gælder hvis man får en traumatisk fødsel, så kan det være svært at knytte sig til barnet efter fødslen.

Derfor er det vigtigt, at du arbejder med de problematikker som måtte opstå i din graviditet, samt forbereder dig bedst muligt på alt hvad der kan ske i hele processen.
Så en god fødselsforberedelse begynder allerede når du har 2 streger på testen, og du skal til at sætte dig ind i, hvad man må og ikke må, når man er blevet gravid.

Ligeså vigtigt er det, at du ved, hvad du kan forvente dig af en fødsel. Når du har fået viden om både graviditet og fødsel, vil du opleve mere tryghed i processen, som i alt sin enkelthed vil bringe dig nemmere gennem den, som i sidste ende kan få betydning for, hvordan du knytter dig til dit lille barn i maven.

Det samme gælder efter fødslen. Det er vigtigt at både du og din partner får noget forberedelse I, hvad I skal være opmærksomme på hos en nyfødt og hvordan man får en amning etableret, så den lille kan få den mælk det kræver, for at han eller hun vokser sig stor.

Så den forberedelse du modtager, skal altså indeholde en masse viden om både graviditeten, fødslen, barslen og den forandring der kan ske mellem dig og din partner.

Hvad siger forskningen om fødselsforberedelse?

Det har i mange år været kendt, at en tryg fødende kvinde har brug for mindre smertelindring under fødslen. Når du får en masse viden om f.eks. din fødsel, vil du opnå mere tryghed og dermed være mere tryg under din fødsel.

For ganske få år siden gennemførte man et forskningsprojekt på Skejby sygehus, hvor man undersøgte hvilken forskel det havde for et par, om de modtog fødsels- og forældreforberedelse, eller ingen forberedelse overhovedet. Dette projekt talte sit tydelige sprog i forhold til behovet for smertelindring samt den tryghed parrene følte både før og efter fødslen.

Projektet viste, at de par som havde modtaget forberedelse, var mere trygge inden fødslen, og kom derfor ikke for tidligt ind på fødegangen under deres fødsel.
Også efter fødslen var parrene, som havde modtaget forberedelse, mere trygge og forlod hospitalet tidligere end parrene som ingen forberedelse havde fået.

Også når det kommer til behovet for smertelindring var der en forskel at spore. Kvinderne som havde modtaget forberedelse, havde mindre behov for smertelindring målt i form af epiduralblokade.

Derfor er fødselsforberedelse nødvendig

Kort sagt er det altså en god ide at få noget fødselsforberedelse, hvis du gerne vil:

  • Være tryg før, under og efter fødslen
  • Have gode odds for at undgå medicinsk smertelindring
  • Have en god tilknytning til dit barn
  • Komme godt igennem processen som par
  • Få så god en ammestart som mulig

Men husk, at fødselsforberedelse skal handle om meget mere end selve fødslen.

Hvis du har brug for mere rådgivning, eller gerne vil høre hvordan Gravid.dk kan hjælpe dig til en god og tryg graviditet, fødsel og barselstid, er du altid velkommen i vores store portal for gravide og nybagte forældre.