Den gravide Far – en fortælling om fertilitet, set fra mandens side

Den gravide far

Først og fremmest… Tak! Tusind tak fordi at du lige nu har besluttet dig for at læse mit gæsteindlæg på Gravid.dk. Tak til jordemoder Berit, for at give mig muligheden for, igennem hendes side, at nå ud til endnu flere mennesker, som kunne ske at sidde med de samme tanker og følelser, som jeg. De tanker og følelser udspringer af at være manden igennem et fertilitetsforløb, og nu vil jeg fortælle jer vores historie. Rådt og ærligt.

Først bryllup så baby

Jeg er en mand… Jeg hedder Michael… Jeg er 33 år og jeg er gift med Merethe, som jeg har været sammen med siden påsken 2007. Det er mange år efterhånden, og vi har da også altid vidst, at vi skulle have børn sammen, og mange af dem! Vi glædede os helt vildt, og vi talte endda om navne, (vores første søn skal hedde Loui), og vi planlagde børnevenlige udflugter, inden vi overhovedet smed præventionen. Vi var jo unge, og vi havde alt den tid i verden, som vi skulle bruge. Et barn tager jo altså kun 9 måneder at bage, så det var let at planlægge… Det var i hvert fald hvad vi troede!

Oktober 2012 valgte jeg at gå på knæ for Merethe. Hun sagde heldigvis ja! – og den 9/8 2014 blev vi gift. Inden vi blev gift talte vi meget om, om vi skulle vælge at få vores første barn inden vores bryllup og forsøgte også i et par måneder, men valgte alligevel at vente til efter vores bryllup. Bryllupsdagen kom, og efter planen skulle vi gå ”all in” på babyproduktionen lige efter brylluppet. Vi regnede 9 måneder frem, og det passede perfekt – et sommerbarn, sommeren efter. Så ville vi holde en efterårsbarnedåb, og alt ville bare spille!

Kan jeg overhovedet blive far?

I starten tænkte vi overhovedet ikke på noget så kedeligt, som Merethes cyklus eller noget. Vi sørgede bare for at være så meget sammen som muligt, og så skulle det nok lykkedes at få et barn inden længe. Den første måned gik, Merethe fik sin menstruation… Der gik en måned mere, vi var endda på honeymoon, men Merethe fik sin menstruation endnu engang… Vi blev hurtigt enige om, at det ville da nok være smart med sådan en app, som kunne hjælpe os lidt med at holde styr på den der cyklus. Det var måske endda liiiige præcis dét, der skulle til.

Månederne gik, og for hver cyklus der var gået blev der registreret røde bloddråber inde i appen, som indikerede, at nu skulle vi altså starte forfra igen. Det gik op for os, at det nok var på tide at tage til lægen og få undersøgt om det hele også var som det skulle være, både hos mig og hos Merethe. Det var første gang tanken ramte mig: ”Kan jeg overhovedet blive far?”.

Shhh… det er dem, der ikke kan få børn

Vi fik en tid hos lægen, og nogle dage senere skulle vi derop. Selvom de andre i venteværelset selvfølgelig ikke vidste hvad vi var der for, kan jeg huske hvordan tankerne fløj rundt i mit hoved: ”Se… Der er ham med den lave sædkvalitet”. ”Shhh… det er dem, der ikke kan få børn”… Selvfølgelig ved jeg jo godt, at det kun var i mit eget hovedet, at det foregik, men det ramte mig nu alligevel! Det var vel også en frygt for at min mandighed skulle forsvinde.

Jeg kan huske, at der var en far i venteværelset med sin lille datter, som havde det rigtigt skidt, og det eneste jeg tænkte på var hvor meget jeg glædede mig til at det var os, der fik vores drømmebarn, og at han slet ikke vidste, hvor heldig, han var!

Vi kom ind til lægen og blev spurgt til alt i forhold til vores livsstil, hvor længe vi havde forsøgt, om der var nogle sygdomme i familien osv. Merethe havde på forhånd lavet et skema, der illustrerede hendes cyklus, så vi var sikre på, hvornår hun kunne blive gravid.

Lægen fortalte os at det første skridt var, at jeg skulle have undersøgt mit sæd, for at udelukke, at jeg havde en lav sædkvalitet. Samtidig skulle Merethe have taget nogle blodprøver, som skulle vise, om der var en årsag til, at det var en svær proces for os at blive gravide.

En kop på størrelse med en termokop!

Jeg husker det som var det i går, da jeg skulle ringe og bestille tid til sædprøven. Skulle jeg være sådan lidt ”kæk”, når jeg ringede, for at det ikke blev alt for akavet, eller skulle jeg være mere formel i tonen? Det endte med at jeg lød som en stammende 13-årig dreng hvor stemmen lige var gået i overgang, lidt ligesom Robert Hansen i filmen: ”Kærlighed ved første hik”, da han skulle købe kondomer. Sygeplejeske tog det heldigvis med et smil, og fortalte, at hun ville sende materialet hjem til mig, så jeg kunne få afleveret den sædprøve.

Senere på ugen kom der en kuvert ind af døren. Den indeholdt information om hvordan det skulle foregå, med sådan en sædprøve og selvfølgelig den ”berømte” kop til prøven. Det var lidt angstprovokerende at modtage en kop på størrelse med en termokop til bilen. Sådan følte jeg det i hvert fald. Den var jo gigantisk!

Forventede de at jeg fyldte den helt op? Gør andre det?

Ifølge brevet skulle jeg lave prøven om morgenen og aflevere den på sygehuset inden kl. 8. Hvordan koordinerer jeg så lige dét? Jeg sendte konen på arbejde, hev i banditten, koppen under armen og så afsted mod sygehuset. Bil med manuel gear – åh nej, hvad nu hvis jeg tabte koppen i bunden af bilen midt i et gearskifte, ville det hele så være spildt? Jeg kunne ikke forestille mig, at det var let at skrabe op fra gulvet i bilen, og de ville nok også ret hurtigt tro at jeg havde alle sygdomme i verden, hvis jeg ankom sådan en prøve…

Køreturen til sygehuset gik heldigvis fint og jeg slap for at skulle rense sæder og måtter i bilen. Sjovt nok var der tydeligvis andre mænd, der havde samme mission som mig den morgen! Vi havde alle en kuvert i hånden og den ene arm helt ind til kroppen. Jeg er sikker på, at det udefra må have set lidt sjovt ud. Jeg fik afleveret prøven og så var det bare at vente på svaret – om det var mig, der var skyld i, at det ikke var lykkedes for os at få et barn endnu.

Kanonen er så klar som den kan blive!

Nogle dage senere var jeg på vej til Herning om morgenen. Efter planen skulle jeg ringe til lægen og få svar inden kl 9.00. Hold op jeg var nervøs den morgen. Hvordan skulle jeg reagere hvis det viste sig, at jeg havde en sædkvalitet der gjorde, at jeg ikke kunne lave børn?

Jeg holdt ind på en rasteplads og ringede til lægen. Jeg var i kø på telefonen, og håbede bare, at jeg nåede det i telefontiden. Jeg kunne ikke overskue hvis jeg skulle vente til dagen efter for at få svar.

Heldigvis kom jeg igennem:”Hej! Jeg skal have svar på en sædprøve”. ”Ja øhm øhm, nu skal jeg lige kigge”. Lægen gik igennem alle tallene. ”Det seeer fint ud, det eeer også perfekt – ja ved du hvad, Michael, dine tal ser rigtig gode ud, så det er i hvert fald ikke sædkvaliteten der er lav!”. YES! Jeg tror at jeg havde samme følelse i kroppen som min far havde, da Danmark vandt EM i 92 og han løb igennem haven med mig på skulderne! Hvor var det fedt at jeg endelig kunne sætte et flueben ved sædprøven, og at det ikke var dét, der var galt. Jeg kunne stolt ringe hjem til Merethe og fortælle, at kanonen var så klar som den kunne blive! Vi fik efterfølgende svar på alle prøverne og til stor lettelse var der ikke noget galt med nogen af os.

Fertilitetsklinikken

Vi fik en tid på fertilitetsklinikken til samtale og planlægning af vores forløb. Vi havde begge taget fri fra arbejde og var lidt nervøse og spændte på hvad der skulle ske på fertilitetsklinikken.

Det blev vores tur, og vi kom ind til en læge og sygeplejeske. De var rigtig søde, og kemien var god. Det gjorde også, at nervøsiteten hurtigt blev reduceret. Vi skulle starte med inseminering. 3 forsøg, fik vi, og noget jeg husker fra første samtale var, at lægen sagde meget udtrykkeligt: ”Det bliver ikke noget problem for jer at blive forældre, og jeg er sikker på, at det lykkes igennem inseminering, måske endda i første forsøg!”

YES MAND – lidt hurtig hovedregning, så kunne jeg godt regne ud, at der i hvert fald ikke ville gå mere en 3-4 måneder før Merethe var gravid. Lægen begyndte at kigge i kalenderen og spurgte sygeplejersken: ”Hvornår er det vi går på juleferie?”. ”Jamen vi har nogle kurser og så holder vi jo julelukket, så vi kan ikke nå det før jul”!

FUCK, der er 2 MÅNEDER til jul!!! Jeg klemte Merethes hånd. Da vi var færdige med at tale med lægen skulle vi briefes af sygeplejersken, som skulle fortælle Merethe om de hormoner hun skulle starte på. Bagefter rejste hun sig, og ledte efter noget på hylden bag hende… Dér vidste jeg jo allerede godt hvad klokken var slået! ”Ja, Michael – dén her skal du bruge når du skal aflevere din sædprøve”!

Kan du huske termokoppen fra sidste sædprøve?!

Hmmm… Kan du huske termokoppen fra sidste sædprøve?! Godt så – Forestil dig en beholder til en blodprøve, så har du størrelsen på den, hun fandt frem! Jeg havde helt lyst til at spørge, om der fulgte handsker med, så man ikke skulle møde op med klistrede fingre, for der var da ingen chance for at jeg kunne ramme i den lille beholder!

Og HVORFOR er den SPIDS i enden??? Skal den ikke bare i armhulen på vej op til sygehuset, eller hvor forventer de, at den skal hen? Så ville jeg sgu næsten hellere have haft termokoppen”! Men med tanken om hvad Merethe skulle igennem, kontra jeg, så var det her jo ingenting.

Næste år… så har vi en baby på det her tidspunkt!

December måned kom, og nu vidste vi, at der ikke var længe til, at vi skulle i gang med vores første forsøg. Selvom vores forløb var planlagt, forsøgte vi selv at gøre hvad vi kunne indtil, for at Merethe skulle blive gravid, dog uden held. Man har da hørt solstrålehistorier og hvor kunne det være fedt at ringe op på sygehuset og fortælle, at vi ikke havde behov for deres hjælp alligevel.

Nytårsaften kom, og det var første gang vi kiggede på hinanden og sagde: ”Næste år… så har vi en baby på det her tidspunkt!”. Det skulle dog vise sig, at det desværre var en tradition, der blev gentaget!

Operation Pink Panther

Efter nogle dage med hormoner, tjek af antal ægblærer og hvornår Merethe skulle have sin ægløsningssprøjte, fik vi endelig en dato til første inseminering.

Dagen kom… Op om morgenen, sende Merethe på arbejde, hive i banditten, afsted mod sygehuset og aflevere sædprøven. Senere på dagen skulle vi så på sygehuset, hvor Merethe skulle insemineres.

Lægen havde i forvejen oprenset sædprøven, så de var sikre på, at det var de allerbedste supersoldater, der blev sendt i raketfart ind for at befrugte Merethes æg. For at gøre hele oplevelsen meget mere mandig, ja, så har man valgt at når en sædprøven er oprenset så har den farven LYSERØD! Sååååå deeeeeet…. Men hey, lyserød er faktisk min ynglingsfarve, så det var jo egentlig okay! Oppe i mit hoved blev supersoldaterne hurtigt døbt ”Operation Pink Panther”!

Da vi var færdige med insemineringen, sagde, sygeplejersken, at nu skulle vi bare give den gas i soveværelset de næste par dage, så vores chance var endnu større. Wuhuu – dobbelt up på win win!

Det eneste problem var jo så bare, at tankerne: ”Bare der ikke sker noget”, kom snigende hver gang der skulle hygges. Hvad nu hvis Operation Pink Panther flød ud under seancen?! Tænkt sig, at ens eget hoved, som normalt tænker: ”You can do it” og ”shit du er en stud” begyndte at cockblocke mig! Så kunne man ligge der, som en anden 15-årig, der kæmpede for at miste sin mødom uden at tabe ansigt…

Supersoldaterne var faldet i kamp

Efter planen skulle der gå 14 dage inden at Merethe skulle tage en graviditetstest, men allerede efter den første uge fik Merethe sin menstruation. Selvom vi vidste, at det forsøg jo så ikke gav pote, skulle vi alligevel tage en graviditetstest for at udelukke med 100% sikkerhed, at Merethe var gravid. Desværre var der ingen tvivl. Supersoldaterne var faldet i kamp. Det samme mønster gentog sig desværre ved vores 2. forsøg, og nu følte jeg ærlig talt et lidt større pres. Vi havde ét forsøg tilbage med inseminering.

Jeg tror måske, at mine frustrationer over at jeg vitterlig ikke kunne gøre noget i forløbet, andet end Operation Pink Panther, gik mig lidt på. Ja, jeg følte, at det på en måde var lidt uretfærdigt, at jeg kun skulle bekymre mig om at levere i beholderen og så skulle Merethe igennem alt det andet. 3. forsøg gik heller ikke som planlagt, og nu blev det virkelighed – vi skulle videre til kunstig befrugtning. Men hov, vent nu lidt. Lægen sagde jo, at han var sikker på, at vi ikke behøvede at frygte, at komme længere end de 3 insemineringsforsøg… Og nu stod vi der?! Var det overhovedet meningen, at vi skal have børn?! Vi måtte se fremad, det var vi nødt til!

Reagensglasbehandling

Reagensglasbehandlingen kunne vi ikke få lavet i Randers. Altså de kunne godt hjælpe med scanninger og hormoner i Randers, men selve dét, at Merethe skulle have taget æg ud og have sat befrugtede æg op igen, foregik i Skive. Men HEY – Så kunne vi jo også gøre en tur ud af det, og turen til Skive kender vi særdeles godt, da min farmor og farfar bor der og det måtte jo også være en form for ”god karma”.

I løbet af det første planlægningsmøde i Randers fik vi en masse information, og vi genfandt hurtigt vores optimisme, da de fortalte os, at der er rigtig gode chancer for graviditet ved hjælp af reagensglasbehandling.

Jeg må indrømme, at jeg hele vejen igennem vores fertilitetsforløb havde det virkelig svært, når vi sad i venteværelset på sygehuset i Randers. Det var nemlig sådan, at venteværelset ikke kun var for ”fertilitetspar” med krydsede fingre, men det var også for de gravide, som skulle til diverse scanninger.

Ofte kunne jeg godt sidde og tænke: ”Hvordan fanden kan det lykkes for dem at blive gravide, når det ikke kan for os?! Nå ja – men de skal selvfølgelig også bruge medvirkende til fremtidig realityprogrammer i fjernsynet! Er der slet ikke nogen form for retfærdighed til i verden?! Er det virkelig meningen, at man, fra sygehusets side, lige skal stikke os sådan en lussing, inden vi skal til møde om barnløshed?!”.

Men hvem er jeg også, at sidde og dømme andre. Det er virkelig nogle forfærdelige tanker, der kan køre igennem hovedet, når man sidder sådan et sted.

Efter mødet på sygehuset skulle Merethe i gang med hormonbehandlingen hvilket indebar, at hun skulle stikke sig i maven med hormoner HVER DAG! Er du sindssyg, jeg er glad for, at det ikke var mig, der skulle gøre det! Jeg er panisk for nåle…

Vi fik indkaldelsen til ægudtagningen i Skive, og glædede os rigtig meget til at vi skulle i gang igen. Vi skulle være i Skive kl. 7.30, og Merethe skulle være fastende. Vi ville være i rigtig god tid, så derfor kørte vi kl. 6.00. Set i bakspejlet var det måske i riiiiiimelig god tid, for da vi ankom, var der ikke engang mødt noget personale på afdelingen endnu. Vi satte os i venteværelset og ventede spændt på at personalet mødte ind.

Venteværelset var fyldt med en masse mapper med billeder af nuttede babyer, som alle var blevet lavet på klinikken. Det gav os egentlig en masse ro i maven, og vi var sikre på, at vi var kommet til det rigtige sted! Nu skulle vi med fælles hjælp lave den baby!

Hvad fanden er en bitestikel

I venteværelset var der også en masse forskellige brochurer og HEY, der var også en til mænd! ”Hvis sæden fra sædprøven ikke kan bruges, så stikker man en nål ind i bitestiklen og tager en prøve derfra”… VENT HVAD!!!!!!!!! Hvad fanden er en bitestikel og hvorfor skal der overhovedet en NÅL derind!

Det kunne være ømt hvis både Merethe og jeg skulle ”indlægges” fordi at Operation Pink Panther valgte at strejke! Prøv lige og læg pres på mig!!! Det var nemlig sådan, at jeg ikke denne gang skulle have et kop med hjemmefra i armhulen, men til gengæld var der et ”gokkerum”, hvor seancen skulle foregå! Jeg havde i forvejen gjort mig lidt tanker hjemmefra om hvordan sådan et rum ville se ud. Ville det være fuldstændig klinisk eller hvad?!

The walk of shames

Merethe havde liiiiiidt travlt med at joke med det ”gokkerum” dér, da der pludselig kom en sygeplejeske ind af døren: ”Ja, Michael, hvis du vil følge med mig”. Åh Gud, ja det ville jeg da… Inde i mit hovedet var jeg ved at flække af grin, men samtidig var jeg nødt til at holde masken og bevare min stolthed. Vi gik op af gangen til ”gokkerummet”… Prøv lige og tænk hvor mange ”walk of shames”, der er det sted, bare på én dag!

Vi kommer til det famøse ”gokkerum” og sygeplejersken åbner døren. Lige da vi kommer ind er der et toilet og hun viser mig en skabslåge. ”Når du er færdig, sætter du koppen ind her!”. Vi går videre ind i rummet, og der skulle jeg VIRKELIG tage mig sammen for ikke at skrige af grin. Selvom sygeplejersken selvfølgelig er professionel, er jeg sikker på, at hun godt kunne se, at jeg havde svært ved at holde masken. ”Ja Michael – der er et fjernsyn derovre med nogle dvdfilm”. Suuuuper – tak for hjælpen!

Da sygeplejersken var gået flækkede jeg fuldstændig sammen af grin! Hold kæft, hvor var det bare som taget ud af en pornofilm! Undskyld mig, men er der NOGEN, der bruger tid på at stå og vælge hvilken af de 10 tyske pornofilm, de vil se, for derefter at tage fjernbetjeningen og spole frem til scenen, der nu passer til humøret?!

I den ene side af rummet stod en sort lædersofa! Prøv lige og forestil dig hvor mange bare mandeballer og hvor meget mellemkød, der har hængt fast i den, efter at der er blevet gokket! I vindueskarmen var der en krukke fyldt med ”poleringscreme”, som man kunne bruge af, hvis man havde behov for det.
Jeg blev ramt af en form for angstprovokerende følelse. Ja, jeg skulle sgu ikke sidde i dén sofa, eller for den sags skyld, bruge noget af ”udstyret” i rummet. Det endte faktisk med at jeg stillede mig ved vindueskarmen med min telefon. Sååååååååååå deeeeeet!

Efter en 2-5 minutter blev jeg færdig, og skulle tilbage til Merethe, som ventede på stuen. Vi blev kaldt ind til lægen og de andre personaler, som skulle stå for ægudtagningen. Merethe blev placeret på en briks og de gik i gang med at suge æg ud. Man kunne godt mærke på Merethe, at hun fik smertestillende morfin i drop. Hun blev i hvert fald meget snøvlende og sjov at høre på. Det lykkedes dem at tage 10 æg ud, og nu skulle vi så bare vente og se hvor mange af dem, der kunne bruges efterfølgende.

Da Merethe var færdig blev vi ført tilbage til stuen hvor hun skulle slappe af, inden vi skulle hjem igen. Vi fik af vide, at der var hjemmebagt franskbrød og tilbehør, hvis vi gerne ville have noget. Det var simpelthen det bedste franskbrød vi nogensinde har fået. Det var virkelig en rigtig god service. På et tidspunkt kommer sygeplejersken ind til os: ”Ja, Michael, dine tal er rigtig fine så vi skal ikke beholde dig her”…. YES MAND – så skulle der ikke nåle i mine bitestikler i dag!

Polyp og æg i fryseren

Lægen fortalte os, at de var nødt til at fryse alle vores æg ned, da de havde fundet en polyp ved Merethes livmoderhals, som de gerne ville have kigget lidt på, inden vi forsatte forløbet! Det betød jo så, at vi ikke skulle have sat æg op igen indenfor kort tid, som vi ellers havde regnet med. Men det vigtigste var selvfølgelig, at det hele var som det skulle være, og at alle forholdsregler var taget for, at det kunne blive et forløb uden problemer! Vi var stadig positive, og glædede os til at vi skulle i gang med vores første forsøg.

Undersøgelsen af polyppen skete indenfor kort tid efter, og skulle laves ved hjælp af en såkaldt ”vandscanning”, hvor de fylder livmoderen helt op med vand, så den er udspilet, og de bedre kan undersøge den. Det gik rigtig godt, og de kunne ikke finde noget, andet end en lille hudflap(?!) -som altså blev fjernet. Endelig var det tid til at vi skulle i gang med behandlingen, første forsøg med reagensglasbehandling, og drømmen om at vi skulle have en baby kom nu tæt på atter engang. Det var lykkedes dem at befrugte 8 æg og ialt endte det med, at der var 6 stk, som ”overlevede” nedfrysningen.

Ægget var perfekt

Dagen kom hvor vi skulle til Skive og igennem forsøg nr. 1. Vi sad hele formiddagen og ventede på at de skulle ringe fra Skive for at fortælle os, om ægget kunne bruges, og hvornår vi skulle være der. Telefonen ringede, og ægget var perfekt. Vi skyndte os ud i bilen og gjorde alt hvad vi kunne for at det skulle blive en rigtig god tur.

Da vi kom til Skive tog vi plads i venteværelset og ventede på at vi skulle ind. Vi havde begge to en rigtig god mavefornemmelse, og var sikre på, at DENNE gang skulle det nok lykkes! Vi blev kaldt ind på klinikken og blev taget imod af den samme læge og bioanalytiker som var med under ægudtagningen sidst. Det gjorde, at vi følte os rigtig trygge.

Da vi kom ind på stuen lavede lægen en scanning af Merethes livmoder og begyndte at ”tegne” en ruteplan på skærmen for hvor ægget skulle lægges hen for at det var perfekt. Efter at lægen havde fået lagt ruten kiggede vi med på en skærm hvor bioanalytikeren viste os ægget og fortalte at det var en rigtig flot æg og at det delte sig rigtig godt. Det blev forstørret mange mange gange på skærmen, ellers kunne vi ikke se det som andet end en lille mikro-prik.

Merethe blev gjort klar, og bioanalytikeren gik fra laboratoriet ind til os, og lægen, som skulle sætte ægget op i Merethe. Jeg tror, at vi alle sammen holdt vejret da hun gik igennem stuen med det lange tynde sugerør, hvor ægget var i! Hvad pokker gør man, hvis hun lige præcis den dag havde taget de glatte sko på, og kom til at snuble?! Eller hvis lægen havde sprøjtet det der glidecreme ud over det hele…

Heldigvis gik det godt, og ægget blev sat op! Bagefter sad jeg med følelsen: ”Var det dét?!”. Alt ialt tog det måske 10 minutter. Vi fik en masse information om hvad vi måtte og ikke måtte gøre. Bl.a. var der ikke noget, der hed sex, før vi havde fået taget en test, og Merethe måtte ikke løfte tunge ting i den periode. -Vi fik dog ikke hjemmebagt franskbrød, som den første gang. Da vi kom ud i bilen var vi begge høje af lykke! Det virkede meget mere ”ægte” nu. Det var ikke bare en ”klat”, som var blevet sprøjtet op! Nej – det var en organisme med liv, som allerede have delt sig hundredevis af gange, og som blev ved at dele sig for til sidst at blive til vores baby. Vi var sikre på at NU VAR DEN DER!

Ventetiden

De efterfølgende dage gik simpelthen så langsomt! Det var en ulidelig følelse, ikke at vide hvad der foregik derinde. Hver aften, når vi gik i seng, kyssede jeg Merethe på maven og forsøgte at overføre alt den positive energi jeg overhovedet kunne til ægget! Dagen kom endelig hvor vi skulle på sygehuset om morgenen og Merethe skulle have taget en blodprøve for at se om hun var gravid. De ville ringe med svar fra sygehuset over middag, og derfor havde vi aftalt, at jeg skulle komme tidligt hjem fra arbejde så vi var sammen når de ringede. Klokken blev 12 og jeg tog hjem fra job for at lave kaffe til når Merethe kom hjem.

Jeg tror aldrig at jeg har haft så mange sommerfugle i maven, som dén dag. Lige pludselig kunne jeg se Merethe komme kørende, og jeg fik øjenkontakt med hende. Jeg kunne med det samme se, at det ikke var godt! Da Merethe kom ind af døren begyndte hun at græde og fortalte mig, at de havde haft ringet, og at blodprøven var negativ! FUCK FUCK FUCK, hvordan kan de finde på at ringe så tidligt når de siger at det bliver over middag!!!

Følelsesmæssig rutsjebanetur

Jeg var rasende, men samtidig var jeg nødt til at holde hovedet koldt og trøste Merethe. Vi har hele vejen igennem vores forløb været meget åbne og har talt med alle om hvad vi var igennem. Det fungerede for os, og gav os ro. Det betød jo så også at ALLE vidste, at det var dén dag, vi skulle testes, og derfor var det vel egentlig også naturligt, at vi måtte ringe og skrive rundt og fortælle, at der ikke var nogen gevinst denne her gang!

Nå, op på hesten igen. Vi var jo ret privilegerede, for vi havde stadig 5 æg i fryseren! Men jeg må nok indrømme at det er en følelsesmæssig rutsjebanetur, sådan at være igennem fertilitetsbehandling. Det ene øjeblik er man helt høj og sikker på at det lykkes, det andet øjeblik er man ved at blive kvalt ved tanken over, at Merethe IGEN skal det hele igennem, og at det er forfra med hormoner!

2. forsøg

Vi fik en tid til 2. forsøg og dagen kom, hvor vi skulle afsted. De ringede og det hele så fint ud, og vi kørte mod Skive. Så langt så godt! Ægget blev lagt op, samme procedure som sidst, og både læge og hende fra laboratoriet var positive. Det skulle nok lykkes denne gang!

Selvom vi selvfølgelig var positive omkring det, så tror jeg at vi begge ikke rigtig turde håbe alt for meget, som vi havde gjort første gang. Det er sikkert en helt normal forsvarsmekanisme som sørger for, at man ikke bliver så ked af det, hvis det nu skulle gå galt igen.

Dagen efter at vi havde været i Skive kom jeg hjem fra job, og Merethe havde noget, som hun skulle fortælle mig. Hun havde været ude for en episode dén dag, hvor hun havde været nødt til at yde livreddende førstehjælp til en person. FUCK! Var forsøget så gået til spilde?! Vi havde jo fået at vide, at Merethe ikke måtte lave tunge løft eller voldsomme bevægelser, men det eneste vi kunne håbe på var, at ægget ikke havde rykket sig løst!

Ved dette forsøgs blodprøve havde vi aftalt, at jeg ikke skulle komme tidligt hjem, men at Merethe skulle bare fortælle mig resultatet når jeg kom hjem. Da jeg havde fri skyndte jeg mig hjem til Merethe og jeg håbede virkelig bare så meget på, at der var et positivt svar fra blodprøven. Da jeg trådte ind af døren kom Merethe ud med tårer i øjnene. Der var heller ikke noget denne gang! Det kom som endnu et slag i ansigtet! Selvom jeg på forhånd var nogenlunde forberedt på, at forsøget kunne være mislykkedes efter Merethes episode med førstehjælpen, blev jeg så ked af det.

HVORFOR skal det være så urimeligt, det her!

Vi ønsker os så meget en baby, hvornår er det vores tur! Efter at det ikke var lykkedes denne gang, blev vi ramt af ”Juleferien”… IGEN… Det gjorde, at vi atter engang måtte stå nytårsaften og sige til hinanden: ”Næste år på dén her tid, så har vi en baby!”

Man plejer jo at sige at 3. gang er lykkens gang, og vi var nu kommet til vores 3. reagensglasforsøg. For at forberede sig selv og kroppen 100% på det næste forsøg havde Merethe taget orlov fra arbejdet imens forsøget fandt sted. Der var ikke noget, som skulle være til hindre for at det ville lykkedes denne gang. Vi ankom til Skive og satte os i venteværelset. Efter kort tid kom vores læge og hentede os. Hun så godt nok noget klatøjet ud, og jeg hørte, at hun stak hovedet ind på kontoret for at spørge om det var okay at hun kørte hjem når hun var færdig med os. Puha – tænk lige hvis de havde været nødt til at aflyse forsøget pga. sygdom?!

Da vi kom ind på stuen var bioanalytikeren helt oppe og køre over hvor super flot ægget var, og det var med til, at vi virkelig var sikre på at det var et godt tegn. Vi kaldte det ninja-ægget, fordi det var et primo-æg i topklasse. Nu var det bare at vente på at testdagen skulle komme, og vi ville finde ud af, om vi var heldige denne gang.

Vi havde på forhånd ikke fortalt nogen præcis hvilken dag, vi skulle testes. Weekenden inden testdag var lidt speciel. Vi skulle om lørdagen til konfirmation og i løbet af dagen var der flere, der spurgte ind til hvordan det gik med vores forløb, og der var det godt nok lidt svært ikke at fortælle at vi skulle teste om mandagen! Vi har jo hele vejen igennem været åbne om hvad vi skulle, og hvornår vi skulle det, så det er i sig selv en invitation til, at folk spørger ind. Vi har altid været meget taknemmelige over den interesse, der har været.

Jeg har en god nyhed til jer

Den gravide far

Det blev mandag og testdag! Vi skulle være på sygehuset kl. 7.30, hvor Merethe skulle have taget blodprøven. Da vi havde fået taget blodprøve kørte jeg på job. Planen var, at de ville ringe fra sygehuset med svaret over middag. Jeg tog på arbejde, og vi aftalte, at Merethe skulle fortælle mig resultatet når jeg kom hjem. Jeg var hele dagen meget nervøs for at skrive til Merethe. For udover at det var testdag, så var det også præcis denne dag 2 år siden, at Merethes far døde af sygdom. Det gjorde jo at hele dagen var meget følelsesmæssig præget i forvejen.

Da jeg havde fri fra arbejde skyndte jeg mig hjem. Det tog dog lidt ekstra tid den dag, for ligesom jeg satte mig i bilen åbnede himlen sig og det begyndte at lyne og tordne. Merethes far var meget fascineret af Thor og Odin, og der var en lille stemme inde i mit hoved, som sagde til mig, at det var et tegn fra ham. Jeg trådte ind og gik ind i stuen hvor Merethe sad: ”Hva så, har de haft ringet?”. ”Næ”, sagde hun og grinte lidt nervøst. FUCK, gad vide om de har glemt os så? Jeg vandrede lidt fortvivlet rundt i huset. Jeg havde jo ikke været hjemme de andre gang de ringede med svar. Hvordan skal man reagere hvis svaret er ”Desværre!”?!

Det tordnede og bragede udenfor og i samme sekund som regnen startede, ringede telefonen! Puha mit hjerte bankede! Merethe tog telefonen og der blev sagt, at det var fra sygehuset, og samtidig blev der spurgt: ”Forstyrer jeg?”. Merethe svarede forsigtigt: ”Nej, det kan du tro at du ikke gør!”… ”Jah – Jeg har jo en god nyhed til jer”!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!! Seriøst… Jeg brød fuldstændig sammen.

Jeg er meget glad for, at det ikke var mig, der skulle tale i telefonen i hvert fald. Merethe havde meget svært ved at tale med sygeplejersken i telefonen, af bare glæde. Det var en helt fantastisk følelse og vi stod bare og krammede hinanden i lang tid. Vi havde begge meget svært ved at forstå hvad der lige var sket! VI SKULLE VÆRE FORÆLDRE!!!!!!

Alt andet i hele verden kunne være ligemeget nu! ”Skal vi ikke køre ud og købe en bamse for at fejre det?”, sagde jeg til Merethe. Da vi kom hjem, og vi var kommet nogenlunde til os selv igen, begyndte vi at lægge en plan for hvordan vi skulle fortælle det til vores familie. Vi har en rigtig stor familie, så derfor vidste vi, at det ville tage hele aftenen at ringe rundt til dem hver især. De næste dage var helt uvirkelige, og vi levede på den største lyserøde sky, men samtidig var jeg også noget nervøs for at der skulle ske noget med det bette foster, der var i Merethes mave.

Begyndt at bløde

Vi havde fået en tid til 8-ugers scanning, hvor vi skulle se hjerteblink for første gang, som vi glædede os rigtig meget til, for så kunne vi endelig få set vores lille baby. Eller i hvert fald det lille hjerte, der skulle vokse indeni vores lille baby. Fredagen inden at vi skulle til 8-uger scanning var jeg på job, hvor jeg pludselig fik en sms af Merethe: ”Har du mulighed for at tage fri kl 13:00?”… Jeg panikkede fuldstændig, for jeg vidste, at der var noget, som ikke var som det skulle være, så jeg skyndte mig at ringe til hende.!

Merethe tog telefonen og lød meget alvorlig hvorefter hun brød ud i gråd og sagde: ”Jeg er begyndt at bløde”!!! Jeg kan på ingen måde beskrive den følelse jeg blev ramt af. Jeg mistede fuldstændig fatningen og kunne ikke samle mig om noget. Det gav heller ikke nogen mening oppe i mit hoved, for vi fik jo beskeden om at vi skulle være forældre på 2-års dagen for Merethes fars død. Det var jo skæbnen.

Alle tankerne fløj igennem mit hoved, da jeg havde lagt på! Vi havde heldigvis fået en akut tid til scanning på sygehuset, og vi aftalte, at jeg skulle komme hjem og hente Merethe. Nu skulle jeg ind og fortælle min chef at jeg var nødt til at køre akut fordi Merethe var begyndt at bløde! Samme chef som jeg tidligere stolt havde fortalt, at jeg skulle være far!

Det var selvfølgelig ikke noget problem at få fri, og jeg skyndte mig at gøre færdigt på arbejdet så jeg kunne komme hjem! Da jeg kom hjem blev jeg mødt af Merethe i døren. Vi stod og holdt om hinanden i lang tid og prøvede at samle tankerne og finde alt det positive frem vi overhovedet kunne, inden vi skulle køre. Jeg spurgte ind til hvordan Merethe havde det, og hun fortalte mig, at hun ikke havde ondt, men at hun havde blødt en del! OH SHIT! – hvor ville det være helt ubeskriveligt forfærdeligt, hvis det bette liv, Merethe havde inde i maven, var blevet skyllet ud i toilettet!!!

Hjerteblink

Da vi kom på sygehuset satte vi os i venteværelset hvor ventetiden bare føltes uendelig lang! Endelig kom der en sygeplejeske og hentede os. Det var én af de sygeplejesker, som havde fulgt os fra day one, og det var faktisk rigtig rart.
Normalt plejer vi at snakke og grine på vej fra venteværelset til ”rum 6”, hvor vi altid var, men denne gang var vi alle tavse på gåturen. Da vi kom ind i lokalet, hvor vi skulle være, blev vi mødt at lægen. Der var lidt en trykket stemning. Det var lidt som om at de var indstillede på at de om kort tid skulle trøste os. NU var det sandhedens øjeblik! Vi holdt hinanden i hånden og kiggede på skærmen, da lægen scannede!

Da der kom skærmbillede kunne vi sagtens se, at der var sket noget i Merethes mave, siden sidst vi fik et kig derind, hvor hun ikke var gravid. Efter alle de forsøg hvor vi nærmest havde været til eneundervisning i den tomme livmoders univers, kunne vi nu se, at der var et eller andet derinde nu, og at det var vokset! Heldigvis så lægen samme plet som vi gjorde og hun begyndte at zoome ind. ”Ja, det her er så fosteret, og det i ser her er det lille hjerte, som banker”… HJERTEBLINK”!!!!!!!!!!!!! Da hun sagde dét, brød vi begge fuldstændig sammen – Loui var derinde og havde det godt!

Lægen kunne ikke forklare hvor blødningen kom fra og fortalte os, at det hele så rigtig fint og normalt ud! Det var første gang at vi så et ”billede” af Loui, eller i hvert fald af dét, som var den spæde start, til at blive til Loui Det var en oplevelse, som skræmte os begge rigtig meget, og jeg tror også at det var med til at jeg var ekstra meget opmærksom på Merethe i starten af hendes graviditet. Hver gang der var en et lille stik i maven, eller en ligamentsmerte, blev jeg meget nervøs.

Heldigvis var Merethe rigtig god til at forsikre mig om, at der ikke var noget galt, og at det hele var ganske normalt. Men det ændrede jo ikke på at vi havde jo stadig liiiiige et bumb, vi skulle over inden at vi var lidt mere sikre på, at det var en vellykket graviditet. Nemlig 12 ugers scanningen. Hvad pokker gjorde vi, hvis fosteret viste sig at have stor chance for Down syndrom?! Jeg tror virkelig at det må være så svært at stå i sådan en situation, og vi var begge enige om, at det var umuligt at sætte sig ind i, når man ikke selv står i den. Stor respekt til alle forældre, uanset hvilket valg de tager efter sådan en udmelding.

Nu var VI dem der skulle gå til venstre

Dagen for 12 ugers-scanningen kom og vi tog på sygehuset. Da vi sad i venteværelset var det så surrealistisk, for denne gang var VI dem, der skulle gå til venstre ude på gangen, ned til dén afdeling, hvor man bliver scannet, og ikke til højre som vi plejede, når vi skulle fertilitetsbehandles. Lidt som når man kom i de ”store klasser” i folkeskolen! Vi kom ind til lægen, som skulle scanne os. Hun var simpelthen så sød og nu glædede vi os bare så meget til at se Loui på skærmen. Noget, som også var meget specielt ved denne scanning var, at det var første gang der skulle scannes udenpå Merethes mave. Vi havde været vant til at der blev scannet indefra livmoderen.

Lægen begyndte at scanne og da vi så Loui på skærmen blev vi meget rørte og lykkelige. Nu var det virkeligt! Han var lige derinde, bag ved maveskindet, og han lignede en lille baby. Lægen gik hele hans krop igennem og ALT så ud som det skulle. Vi havde helt fra start, faktisk før start, været sikker på at vi skulle have en dreng! Og en tidlig kønsscanning viste da også, at det faktisk var en dreng, så navnet Loui hænger ved.

Fertilitetsbehandling behøver ikke at være et tabubelagt emne

Nu sidder vi så her! Der er under 8 uger til at Merethe har termin, d. 2. januar 2019! Det er så uvirkeligt, rørende og fuldstændig fantastisk! Vores fertilitetsrejse er slut, nu venter tiden som forældre, og næste gang vi ser Loui er det ikke igennem en skærm, men derimod når han ligger i vores arme og er kommet til verden. Selvom det meste af det fysiske arbejde, man er igennem i sådan et fertilitetsforløb drejer sig om din kvindelige partner, så har det bare været så vigtigt for os, at jeg har fyldt en del af det også. Jeg har selvfølgelig ikke kunnet hjælpe Merethe med hormoner og ægudtagning, men vi har været opmærksom på at inddrage mig i forløbet. Det vil sige, at jeg har også været med til alle samtaler og alle møder, og er det endnu, igennem graviditeten.

Vi har set det som en fælles rejse, hvor jeg har haft præcis lige så stor indflydelse, som Merethe. For os har det hjulpet utroligt meget at tale om emnet… Med alle, nærmest… Familie, kollegaer og venner. Det har selvfølgelig nok lidt at gøre med hvordan man er som person, men et emne som fertilitetsbehandling behøver ikke at være et tabubelagt emne. Så tal om det. Hvis ikke med alle, så med de nærmeste. Det er en stor kamel at sluge alene! Vigtigst af alt… Tro på det! Med positivitet og god karma er vi virkelig kommet langt. Det har også været okay at græde og være ked af det, både for mig og for Merethe, men vi har hele tiden forsikret hinanden om, at: ”Næste gang… Så er den der!”.

Til dig, som er, eller skal til at igennem et fertilitetsforløb, så ønsker jeg dig alt muligt kærlighed og så meget held & lykke! Kærlig hilsen Michael – Den Gravide Far

0 Kommentarer
Inline Feedbacks
View all comments