Gravid uge 20 (20. uge 19+0 – 19+6)

Gravid foster uge 20

Barnet

Når du er gravid i uge 20 udvikles den lille babys sanser meget. Den begynder at kunne smage på fostervandet, som vil tage smag efter den mad, du indtager.

Navlestrengen er tyk og spiralformet, så den kan klare den opgave, det er at forsyne jeres barn med masser af blod, som indeholder den nødvendige ilt og næring.
Men den skal også kunne holde til at blive leget med og til at blive rykket rundt alt efter hvor mange kolbøtter, jeres barn slår.

Barnets hud begynder at danne flere lag og bliver efterhånden tykkere.
Barnet sutter på sine fingre. Det er ikke for at finde trøst, men en nødvendig refleks, der skal opøves. Gennem sutteøvelserne bliver barnet i stand til at klare sig efter fødslen, hvor det skal være klar til at kunne indtage mad med suttereflekserne.

Barnet vokser i denne uge til at udgøre 20 cm i alt. Barnet vejer ca. 310 gram.


Kvinden

Først er det en stor glæde at være i stand til at mærke barnet. Barnets bevægelser kan imidlertid også være en kilde til bekymring, da du kan komme til at gå og vente på at mærke barnet.

I denne periode kan det variere meget, hvor ofte du mærker barnet. Og der kan godt gå et par dage imellem, uden du behøver at bekymre dig. Barnets bevægelser er stadig blide, og det kommer meget an på, hvordan barnet er placeret i livmoderen, hvor meget du mærker til det. Det er først fra uge 25, at du skal mærke den lille dagligt.

Gennemscanning

Flere steder bliver man omkring ved dette tidspunkt tilbudt en ultralydsundersøgelse, en såkaldt gennemscanning eller misdannelsesscanning. Nu skulle alle organer nemlig være dannet, så det er muligt at finde eventuelle misdannelser, som man kan undersøge for på dette tidspunkt. Du kan læse mere om undersøgelsen her.

Livmoderen når efterhånden op til lige under din navle. Hvis du ligger på ryggen og suger maven ind, så kan du tydeligt se den lille forhøjning.
Når du når afslutningen af denne uge, er du halvvejs i graviditeten.