Fødestillinger
Det kan være en god ide at øve forskellige fødestillinger inden fødslen.

Fødestillinger

Af Jordemoder Berit
Af Jordemoder Berit

Lorem ipsum dolor sit amet consectetur adipiscing elit dolor

Der findes en række forskellige fødestillinger, man kan indtage under fødslen. Nogle fødestillinger kan man med fordel indøve, mens man er gravid. Men grundlæggende kan det være rart at have informeret sig om de forskellige stillinger, inden fødslen går i gang således, at man kender til de forskellige muligheder.

Det kan være en god idé at gå til fødselsforberedelse, her vil du med stor sandsynlighed også lære noget om fødestillinger.

Du skal dog ikke blive overrasket, når fødslen er i gang, hvis trangen til at bevæge kroppen på en bestemt måde, eller til at ligge stille, overdøver de planer, man havde om bestemte fødestillinger, inden fødslen gik i gang. Kroppen tager over under en fødsel, og det er ofte bedst at følge dens instinkter i stedet for at lade fornuften styre.

Liggende/halvt siddende fødestillinger

Grundlæggende er der to fødestillinger: liggende og oprejst.

Den liggende fødestilling er nok den langt de fleste forbinder med fødsler, da det som oftest er den fødestilling, der portrætteres i film eller på billeder. Især amerikanske film portrætterer fødslen på denne måde, da denne fødestilling stadig benyttes under langt de fleste amerikanske og danske fødsler.

Den liggende fødeposition har traditionelt været den mest anvendte, da den er praktisk for lægen og jordemoderen. Det er nemmere for dem at følge med i fødslen, hvis den fødende er placeret på ryggen.

Hvis man anvender den liggende fødestilling er det nemmere at slappe af mellem veerne, da man allerede ligger ned. Hvis man benytter sig af den oprejste stilling, skal den fødende bevæge sig til en afslappende position mellem veerne.

Fødestilling briks
Fødestilling rygliggende

Den liggende stilling kan se ud på tre forskellige måder.

  • Fladt på ryggen
  • Halvt siddende tilbagelænet mod oprejst sengegærde med benene bøjet, så man udgør et C
  • Liggende på siden

Har man været plaget af bækkensmerter under graviditeten, så kan den sideliggende position afhjælpe disse smerter under fødslen. Men ellers er der mange fortalere for, at man ikke benytter de liggende fødestillinger, da der er en række naturlige fordele forbundet med de oprejste stillinger.

Nogle mener, at hvis man vælger at sidde op i et C med benene bøjet, så udnytter man stadigvæk tyngdekraften til at føde barnet, der ellers kun kommer til anvendelse i de oprejste stillinger. Andre mener, at det formindsker bækkenets udvidelse med op til 30% i størrelse, og derfor stadig gør det vanskeligere at føde barnet end i de oprejste stillinger.

Oprejste stillinger

De oprejste stillinger har en del naturlige fordele i forhold til de liggende stillinger. Som nævnt udnytter de oprejste stillinger tyngdekraften som en fordel. En anden bonus er, at når barnet trykker på livmodermunden, så frigøres der hormoner, som er med til at fremskynde fødslens forløb.

De oprejste stillinger er bedst, når fødslen for alvor er i gang, det vil sige, når veerne bliver kraftige og den fødende har udvidet sig nogle centimeter. Indtil da er det vigtigt at bruge tiden i nogle behagelige hvilepositioner. Hvis den fødende bruger for mange kræfter i opstarten af fødslen, kan det nemt betyde, at hun løber tør for kræfter, inden fødslen egentlig går i gang.

Fødestilling på knæ på briks
Fødestilling på knæ

De oprejste stillinger tæller disse forskellige positioner:

  • Stående
  • Knælende
  • Hugsiddende

Den stående position kan udforme sig på forskellig vis. Man kan stå med fødderne placeret på gulvet med let bøjede knæ, mens overkroppen hænger ind over sengen. Partneren kan også fungere som støtte for overkroppen. Det er bedst, hvis fødderne er placeret langt fra hinanden med tæerne pegende lidt ud af. Nogle foretrækker også at sætte en fod op på en stol, mens den anden er placeret i gulvet. På denne måde opnår man at få bækkenet strakt maksimalt ud i den oprejste position.

Den knælende position kan fungere på forskellige måder: den fødende er placeret på fødelejet på alle fire, eller den fødende kan stå på knæerne med overkroppen hvilende på sengegavlen eller en sækkestol. Hvis man anvender en sækkestol er det nemt for kvinden at komme til at slappe af mellem veerne. Denne position er god, mens barnet roterer ned gennem fødselskanalen, da den tillader kvinden at rokke fra side til side.

Den hugsiddende position er den mest naturlige fødeposition. Den anvendes stadig af naturfolk. I denne position åbnes bækkenet mest muligt, hvilket skaber de mest optimale betingelser for barnets vej ud. Det kan være meget hårdt at befinde sig i den hugsiddende position, hvis ikke man har trænet dette i graviditeten. Graviditetsyoga træner bl.a. denne position.

Et godt alternativ til den fri hugsiddende stilling er en fødeskammel. Den gør det nemmere at befinde sig i den hugsiddende stilling. I denne position er det også muligt for manden at være placeret bag kvinden, dels som støtte for kvinden, dels som en mulighed for manden at komme helt tæt på. Denne stilling giver god mulighed for, at  kvinden selv kan følge med i, hvor langt barnet er ude og efterfølgende selv tage imod barnet. Det er dog en stilling, hvor jordemoderen har svært ved at støtte mellemkødet, hvilket mindsker risikoen for bristninger.

Det er fint at variere stillingerne undervejs, for der kan være en periode, hvor én stilling føles bedst, og en anden periode, hvor en anden stilling fungerer bedre. En aktiv fødsel, hvor kvinden er i stand til at bevæge sig rundt undervejs og skifte mellem forskellige stillinger, som det føles naturligt, giver også den fødende kvinde en større følelse af at være i kontrol over fødslen.

Vandfødsler

Fødestilling i badekar
Vandfødsel med partner i ryggen

På de fleste fødegange er det muligt at føde i vand. Stillingerne i vand vil formentligt være enten siddende i et C eller på knæ. Fordelene ved at føde i vand er, at nogle fødende føler, det er smertelindrende at befinde sig i det varme vand. Bevægelsesfriheden er større i vand og så blødgør vandet mellemkødet, som mindsker risikoen for en stor bristning.

Vil du gerne læse flere nyheder om graviditet så følg med  på vores facebook-side her eller udregn din termin på vores helt egen terminsberegner