|
Vi har ventet længe nu. Bare ventet og talt dagene. En dag for meget, to. Tre og fire. Fem og seks. Syv og otte. Helt op til fjorten har vi talt. Nu venter vi bare. Nu venter vi bare og ser. Vi skruer forventningerne ned så vi ikke bliver skuffede (og HELT op indeni, for hvad nu hvis, hvad nu hvis?). Vi tænker ikke på navne, ikke ligenu, vi tænker ikke i planer og fødselsdato og hvor skal vi bo og bliver vi ordentlige forældre. Vi venter bare og tager den helt med ro.
Det var mest på grund af kvalmen at vi tænkte nu var det nu. Kvalme i Føtex, kvalme på arbejdet. Kvalme på Roskilde Festival, kvalme i toget. Kvalme med kvalme på.
Man kan blive bange for små ting. For at gå ned i Netto og købe en test og lægge den på båndet og tage hjem og tage den, for hvad nu hvis der kun er en streg? Bare der ikke kun er en streg. Men så gør man det alligevel, igår aftes efter jeg blev nødt til at tage tidligt hjem fra arbejde, mest fordi jeg var bange for at komme til at kaste op på gæsterne. Så cykler jeg en lille omvej op af Godthåbsvej og går ind i Netto lige inden de lukker og betaler de 40 kroner og cykler hjem til min kæreste som er klar til at passe mig og bliver gelejdet ind i sofaen, ind under dynen. Og jeg siger ikke til ham hvad jeg har med hjem i tasken, for nu venter vi lige og ser. Jeg sniger mig bare ud og tager den først. Det tager kun et minut.
Et minut. To streger. To streger! To streger blev der sagt!
Men nu venter jeg lige og ser. Det kan jo være der er noget galt med den, det ved man ikke. Så jeg gemmer den et hemmeligt sted og går ind og lægger mig under dynen igen. Jeg får æg med blødt brød og danskvand og er jeg okay. Ja, jeg er okay. Jeg har to hemmelige lyserøde streger.
Jeg tager den næste, nu tager jeg den næste. Fire streger i det hele. Så åbner jeg døren og fortæller ham det og viser ham alle vores fire lyserøde streger og han tror ikke på det lige til at starte med, men så gør han og han smiler bare og holder om mig og jeg smiler også. Og så prøver vi at se en film og lave normale ting, men det kan vi ikke så vi ser bare på hinanden hele aftenen og smiler.
På mandag tager vi til lægen og får det bekræftet og så tager vi det ellers stille og roligt i tre måneder. Alt kan ske. Alt er sket. V har bygget et barn, et lille et, som ligger i min krop og venter på verden. Alt kan ske. Men nu venter vi lige og ser.
|
