Jeg mødte op på hospitalet for at blive sat i gang og regnede med, at jeg så havde født samme dag eller dagen efter. Men jeg blev klogere... På hospitalet, mandag morgen, fik jeg lagt en stikpille for at modne livmoderen, og skulle komme tilbage om eftermiddagen, for at se hvad der var sket. Om eftermiddagen var der intet sket, så de lagde en ny stikpille og gav mig besked på at komme tilbage næste morgen. Tirsdag morgen var der stadig ingen forandring, så de lagde endnu en stikpille og gav mig igen besked på at komme tilbage om eftermiddagen. Tirsdag eftermiddag var der samme triste besked som før; Ingen forandring, stadig helt lukket og 1-2 cm fast livmodermund. Så jeg blev sendt hjem endnu engang med en ny stikpille og besked om at møde op næste morgen.

Natten til onsdag fik jeg lidt små veer, men nok til at jeg ikke kunne sove, så jeg var meget spændt på hvad der skulle ske på hospitalet! Onsdag morgen var der igen samme kedelige besked: ingen forandring, på trods af veerne. Og igen blev jeg sendt hjem, efter en ny stikpille var lagt. Onsdag eftermiddag havde jeg stadig en smule veer, men min livmoder var overhovedet ikke modnet. Denne gang mente lægen dog, at der skulle skrappere midler i brug end stikpiller, så jeg fik lagt et ballonkateter. Det var ikke så smertefuldt, men meget ubehageligt! Specielt fordi dette indgreb kræver, at man ligger fladt på ryggen imens kateteret bliver lagt. Det endte med, at jeg næsten besvimede og måtte kæmpe for ikke at kaste op! Jeg kunne mærke en forandring med det samme! Mine veer blev meget kraftige og kom oftere. De sendte mig hjem med en "smertepakke", for at sove, og gav mig en tid næste morgen. Turen hjem føltes som den længste køretur nogensinde! Hvert lille hul i vejen føltes som om jeg var ved at springe indeni... Da jeg endelig kom hjem (efter 15 min i bil) kunne jeg kun humpe ind på sofaen og svælge i mine veer som stadig blev kraftigere og hyppigere. Min søde mand fik 2 skiver ristet toastbrød og et glas saftevand i mig, så jeg kunne tage de smertestillende piller jeg havde fået på hospitalet. Der gik ca. 10 min, så var jeg langt væk i drømmeland og vågnede først da vækkeuret ringede kl. 8 torsdag morgen.

Da jeg stod op var veerne gået i sig selv igen. På hospitalet fjernede de ballon kateteret og kunne konstatere, at jeg havde åbnet mig 4 cm. Så de foretog en hindesprængning og gav mig besked på, at gå en tur og komme tilbage 2 timer senere. På de to timer fik jeg en smule veer igen, men da jeg kom tilbage på afdelingen, sendte de mig fluks på fødegangen og anlagde et ve-drop. Derfra gik det stærkt... Der blev gradvist skruet op for droppet og mine veer blev hurtigt kraftige og endte med at komme oven i hinanden, så jeg ikke fik pause imellem. Så fik jeg tilbudt en epiduralblokade og takkede gladelig ja!

Anæsteci-lægen var på stuen efter 5 min, og 30 min senere kunne jeg spise en sandwich og føre en sammenhængende samtale mellem veerne. Men fødslen gik ikke helt som den skulle, og 3 gange i forløbet dykkede Simons hjerterytme så meget, at de overvejede akut kejsersnit. 4. gang de overvejede aks, var fordi jeg havde fået højeste dosis ve-drop i næsten to timer, som er den maksimale tid droppet må køre på højeste dosis. Men 10 min før tiden udløb, havde jeg åbnet mig helt, så jeg slap med skrækken! Der gik ikke lang tid før jeg fik presseveer. De varede ca. 40 min, så kom Simon, skrigende, til verden fredag den 08.04.2011 kl. 0:36 :D

Men her var strabadserne ikke slut... efter 45 min hvor Simon havde ligget på min mave og moderkagen var født, blev jeg sendt akut på operationsbordet, fordi jeg blødte kraftigt. Det endte med, at jeg havde mistet næsten 2 liter blod...

Fredag morgen vågnede jeg med, hvad der viste sig at være, spinalhovedpine (under en epiduralblokade kan der sive spinalvæske ud som efterlader et "lufthul" i rygraden, dette giver en slem hovedpine, når man ikke ligger vandret). Og kom på operationsbordet igen lørdag eftermiddag for at få en Blood patch (man udtager 20 ml blod fra armen og sprøjter det ind i rygraden for at lukke "hullet" fra den manglende spinalvæske). Da jeg kom tilbage på stuen var hovedpinen væk!

Søndag morgen ved vagtskifte kom en ny jordemoder ind på vores stue for at hilse på og tjekke op på mig. Men da hun så Simon fik piben en anden lyd! ”Han ligner en kineser” sagde hun, og så fik vi ellers travlt med at få taget blodprøver for gulsot. Da resultatet kom, blev der straks taget aktion, og han fik ekstra mad i form af modermælkserstatning, fordi han samtidig havde tabt 11 % af sin fødselsvægt. Først tirsdag blev vi udskrevet, med besked på at leje en malkemaskine for at få gang i min mælk og fortsat give Simon ekstra modermælkserstatning.

Selvom fødslen var meget lang tid undervejs og på trods af komplikationerne, er jeg slet ikke afskrækket fra at få flere børn. Når først de ligger i ens arme er alt det andet ligegyldigt! :D