|
|
|
Reglerne angående barselsorlov er beskrevet i barselloven fra 2007. Reglerne er minimumsregler, hvilket vil sige, at hvis du er medlem af en fagforening, kan det være, der gælder særlige og mere begunstigede regler for dig.
Her er nogle helt grundlæggende regler, når det kommer til graviditet og job:
- Under din graviditet er der en regel om, at du skal underrette din arbejdsgiver, senest 3 måneder før din termin, om at du er gravid samt om, hvornår du har tænkt dig at gå fra på barsel.
- For faderen gælder det, at han skal underrette senest 4 uger før termin, om han ønsker at afholde 2 ugers barsel lige efter fødslen. Hvis faderen senere ønsker at afholde barselsorlov med barnet, så skal han fortælle sin arbejdsgiver om det senest 8 uger efter fødslen.
- Der gælder i den anden ende en regel om, at du senest 8 uger efter fødslen skal fortælle din arbejdsgiver, hvornår du har tænkt dig at vende tilbage til arbejdet.
Rettigheder under graviditet
- Alle gravide har ret til at gå fra på barsel 4 uger før forventet termin. Der er dog nogle, der kan gå fra 8 uger før, hvis deres overenskomst eller arbejdsplads tillader det.
- Hvis du har fravær på jobbet pga. graviditet udenfor livmoderen anses dette for uarbejdsdygtighed i forhold til sygedagpengeloven.
- Hvis du har fravær på jobbet pga. abort, falder dette ikke ind under sygedagpengeloven. Men der findes en anden regel for dette fravær. Den findes under Barselsloven og siger, at hvis du aborterer efter udgangen af 21. uge, så betragtes aborten juridisk set som en dødfødsel. Det giver ret til 14 ugers fravær fra arbejdspladsen for moderens vedkommende og 2 uger for faderen, indenfor de første 14 uger efter barnets død.
- Kvinden har ret til at gå til jordemoder- og lægeundersøgelser under graviditeten, hvis ikke det kan placeres udenfor arbejdstiden. Dette tæller som fravær.
- Hvis man bliver syg på grund af sin graviditet og ikke kan fortsætte sit arbejde, så kan man blive sygemeldt. Dermed er man berettiget til fuld løn.
- En virksomhed har pligt til at omplacere en gravid eller en forældre på barselsorlov, hvis virksomhedens forhold ændrer sig i perioden – fx på grund af dårlig økonomi eller omstrukturering. Det er ikke tilladt at fyre personer af de ovennævnte grunde, mens de er gravide eller på barselsorlov. Hvis man bliver fyret under sin graviditet eller barsel, skal virksomheden bevise, at fyringen ikke skete på grund af graviditet og barsel.
Link:
Borger.dk: regler om barselsorlov for forskellige grupper mennesker
http://www.borger.dk
Barselloven: https://www.retsinformation.dk/Forms/R0710.aspx?id=31753
Arbejdsmiljø under graviditeten: http://www.gravidmedjob.dk
|