Børn er vores produkter

Sociologen Phillip Slater siger i bogen ’The Pursuit of Loneliness’, at det i vores produktorienterede samfund er logisk, at en mor ønsker at skabe perfekte produkter, der skal afspejle, hvor dygtig og succesfuld hun er som mor. Derfor er det vigtigt for mødre, at børnene opfører sig acceptabelt, så hun kan vise omverden; pædagogerne, sin egen mor og sig selv, at hun er en god mor. Det lyder jo enormt provokerende, men er det ikke uundgåeligt, at mødre bliver bedømt på, hvordan børnenes opfører sig? Er der overhovedet grænser for, hvad en mor kan stilles til regnskab for, når det gælder hendes børns opførsel? Det er alle sammen spørgsmål, det er vanskeligt at svare på, for børn kan og skal jo sådan set ikke kunne kontrolleres. Men ind i mellem kunne det måske være rart med en programmeringsmulighed…

Skyldfølelse

Mødre kan godt fornemme, hvis andre fordømmer deres måde at være mødre på. Og det vil alle mødre uvægerligt opleve. men den moderne kvinde må til gengæld for sine ambitioner om både at være mor, kæreste og selvstændig kvinde kæmpe med adskillelige former for negative følelser. Skyldfølelse over ikke at slå til som mor, skyldfølelse over at det at være mor ikke i sig selv er nok. Skamfølelse over, hvordan andre opfatter én som mor. Vrede mod barnet, fordi det er ’årsagen til’, at man står i denne splittede situation. Vrede mod andre, fordi de fordømmer en selv og barnet.

Forældre kan ikke styre alting

En mor kan med sin opførsel aldrig alene være skyld i, at et barn får problemer af forskellig art. Det mener den amerikanske psykolog Harriet Lerner det i sin bog ’The Mother Dance. How Children Change Your Life,’ hvor hun bedyrer, at mødre eller forældre kan arbejde på at styre og ændre deres egen adfærd overfor deres børn, men de kan aldrig bestemme over et barns reaktion på deres adfærd. Forældre kan jo heller ikke bestemme over de ting, der foregår i barnets nære miljø eller over strukturen i den overordnede verden, de lever i. Der er individuelt fra barn til barn, hvor følsomt de reagerer på andre mennesker og omverdenen. Sådan er det også med den enkelte mor.

Konstruktiv udveksling

Som mor er du ansvarlig for dine egne handlinger, og du skal selvfølgelig overveje, hvad du selv kan gøre for at ændre noget, hvis dit barn har en negativ adfærd. Men man er ikke som mor ansvarlig for de ting, barnet gør. Man kan forsøge at påvirke sit barn i den rigtige retning, men barnet vælger i den enkelte situation selv sin opførsel. Det kan være svært at acceptere som forældre, fordi man bliver bedømt på sine børns opførsel. Men forsøg at lade andre menneskers fordomme være deres eget problem og fokuser i stedet på at få noget ud af konstruktive og nyttige råd. Det er umuligt at være den perfekte forælder, og det er usundt at stræbe efter det perfekte. Hvis man stræber efter det perfekter, så vil man føle det, som om man hele tiden oplever nederlag. I stedet er det sundere at betragte sit forhold til barnet som en evig udveksling, hvor ikke bare barnet skal lære nye ting, men hvor også du som mor lærer af barnet.

Alle børn er forskellige, og det er umuligt at bestemme, om man får et stille og nemt barn eller et uroligt og opmærksomhedskrævende barn. Barnet har sin egen personlighed, og det er ikke rimeligt som mor at give sig selv skyldfølelse over det. Det er helt naturligt for mødre at bekymre sig om deres børn, det er en del af det at blive forældre, men bekymring er en balancegang, der helst skal foranledige en sund og lærerig vekselvirkning mellem mor og barn.