|
Et alternativ til at føde på hospitalet er at føde hjemme hos sig selv. De fleste finder det i dag naturligt at føde på hospitalet, men der er nogen, der anskuer centraliseringen af fødslerne på de store hospitaler, samt det dalende antal af hjemmefødsler, som et udtryk for en sygelig-gørelse af fødslen. Efterhånden tror mange kvinder ikke, at fødslen kan foregå uden medicinering og moderne teknik ved hånden. Men hjemmefødslen er et ærligt alternativ, der statistisk set nedbringer risikoen for epiduralblokade og kejsersnit.
I Holland føder 30% hjemme, i DK 0,8%
I Holland foregår ca. 30% af alle fødsler hjemme. Til sammenligning foregår kun ca. 0,8% af alle fødsler i Danmark hjemme. Det svarer til ca. 600 danske hjemmefødsler om året, mens Holland tegner sig for ca. 56.000 hjemmefødsler om året. Antallet af hollandske hjemmefødsler ligger ikke langt fra det samlede antal af danske fødsler om året, der i 2007 lå på ca. 63.000. I en undersøgelse som jordemoder Karen Ingversen har lavet over forskellen på fødselsforløbene i Danmark og Holland, så viser det sig, at antallet af fødsler, der ender med kejsersnit ligger på 22% i Danmark, imod et antal på 15% i Holland. I Holland er antallet af fødsler, hvor der vælges epiduralblokade ligeledes væsentlig mindre end i Danmark. Epiduralen forekommer ved 21% af de danske fødsler, mens den kun anvendes ved 7,3% af de hollandske fødsler.
Undgå flytning midt under fødslen
Grunden til den store forskel imellem fødslerne i Danmark og Holland skyldes ifølge fortalerne for hjemmefødsel, at hjemmefødslen foregår under væsentlige mere rolige og velkendte omgivelser. Den fødende kan under hjemmefødslen tage det med ro og skal ikke igennem en stressende flytning fra hjem til hospital midt under fødslen. Derudover er der under hjemmefødslen en jordemoder til stede i hjemmet under hele forløbet. En jordemoder, der udelukkende kan koncentrere sig om den fødende, uden at skulle varetage andre fødsler samtidig, sådan som det ofte er tilfældet med fødsler på hospitalet.
Regler for hjemmefødsel i DK
Imidlertid er der også negative sider ved en hjemmefødsel. Muligheden for epidural er ikke til stede. Og hvis der opstår komplikationer under en hjemmefødsel, så kan det være nødvendigt at tage på hospitalet. Derfor er det i Danmark sådan, at det kun er gravide kvinder med et normalt graviditetsforløb, og som føder indenfor den normale ramme af 38.-42. uge, der kan komme i betragtning til en hjemmefødsel.
At føde med en kendt jordemoder
Det positive ved en hjemmefødsel er, at det giver mere tryghed og ro, idet omgivelserne og personerne er kendte. Men den vigtigste faktor i den store forskel mellem dansk og hollandske fødende er ifølge Ingversen, at der i Holland er garanteret den fødende en kendt jordemoder. Den fødende kommer næsten altid til at føde med en af de jordemødre, som hun har gået til konsultation hos. Dette udgør en afgørende forskel i den fødendes behov. Herhjemme arbejdedes der på forskellige måder med de positive sider af den hollandske fødepolitik.
Eksperimenter med hjemmefødselsteams i DK
Ifølge ’Lov om svangerskabshygiejne og fødselshjælp’ har alle kvinder krav på at få stillet en gratis jordemoder til rådighed ved en fødsel i hjemmet. På Fyn, i Ålborg og på Sjælland er der blevet dannet særlige teams af jordemødre, der er specialiseret i at tage sig af hjemmefødsler. Undersøgelser viser, at de steder i landet, hvor der findes hjemmefødselsteams, der ligger frekvensen af hjemmefødsler højere end andre steder. I Ålborg, hvor der, udover et hjemmefødselteam, også stilles en kendt jordemoder til rådighed, her er hjemmefødselsprocenten på 6%. Et godt stykke over landsgennemsnittet på O,8%.
Info og links
Hjemmefødsel: artikel fra jordemoderforeningen
|