Mange forældre opfatter personligheden af deres ældste barn og deres yngste barn på samme måde, som andre forældre gør det. Det ældste barn er mere ansvarligt og eftertænksomt, hvorimod det yngste er mere charmerende og rebelsk. Hvorfor er det sådan?

Der er skrevet mange bøger om, at placeringen i søskenderækkefølgen har betydning for, hvordan personligheden former sig. Men der har samtidig altid været stillet spørgsmålstegn ved disse teorier. Er det overhovedet muligt at generalisere over søskenderækkefølgen, eller er denne teori det samme som at lægge et horoskop – man kan i virkeligheden altid strække teorien, så den passer?

Teoriens oprindelse

Den amerikanske psykolog Frank Sulloway udgav i 1983 en bog om søskenderækkefølgens betydning for det enkelte menneskes personlighed. Han baserede sine studier på fremtrædende politiske og religiøse skikkelser i historien. Hans pointe var, at søskende udvikler forskellige personlighedstræk, fordi de ønsker forældrenes opmærksomhed, og derfor er nødt til at differentiere sig fra deres søskende. Der er ikke tilfældigt, at førstefødte på tværs af familier ligner hinanden. Det er bestemte strukturer i familien, der får bestemte dele af personligheden til at udvikle sig, alt afhængig af, om man er født først, i midten eller til sidst.

Hvilke egenskaber besidder forskellige søskende?

Frank Sulloway lavede en undersøgelse af forskellige historiske personligheders søskendeforhold, og fandt frem til en konklusion om, at førstefødte ofte er tilhængere af den fremherskende politik, videnskab og religion. Altså den som forældrene og størstedelen af samfundet er tilhængere af. I modsætning hertil var sidstfødte søskende mere sandsynligt imod de herskende normer, og det var i mange tilfælde sidstfødte, der ændrede historien signifikant ved at gå foran med nye ideer.

Sulloway lavede derfor en række karakterbeskrivelser af førstefødte, mellemstefødte og sidstfødte, der så sådan ud:

Førstefødte børn, og herunder enebørn, er mere ansvarlige. De trives med kontrol og systemer og er naturlige ledere. Der er ofte højere forventninger til førstefødte, og da deres referenceramme i de første år udelukkende er voksne, så er de mere vant til at blive taget alvorligt. Førstefødte følger med større sandsynlighed i fodsporene på den allerede etablerede viden, religion eller politik. De lever med andre ord op til forventningerne og er som regel mere konservative i deres anskuelse af verden end de andre søskende.

21 af de 23 første astronauter på de amerikanske rumskibe var storebrødre. (Hvilket jo taler både for og imod teorien)

Mellemste børn er meget populære og har mange venner. De er gode til at gå på kompromis og fungerer ofte som limen, der binder andre sammen.

Yngste børn bliver rebelske og går deres egne veje for ikke at følge i de andres søskendes fodspor. De bliver opdraget mere ’laissez faire’ og får derfor mindre respekt for autoriteter. De bliver familiens jokere og underholder for at få opmærksomhed. Frank Sulloway mener at have fundet en sammenhæng mellem historiens store nyopdagelser, og så sidstfødte børn.

Underholdende pseudo-videnskab

Judith Rich Harris, en engelsk psykolog, er meget uenig med Sulloway i hans teorier om søskende. Hun mener, ligesom mange andre psykologer, at teorier om søskenderækkefølgen er tidsspilde og ikke kan understøttes rationelt. Nyere undersøgelser har blandt andet vist, at der ikke er nogen sammenhæng mellem den opfattelse, at førstefødte børn skulle være mere intelligente end senere fødte børn.

Rich Harris mener, at teorierne om betydningen af søskenderækkefølgen bliver imidlertid ved at dukke op, fordi folk leder efter dem. Mange er fascineret af, hvad der kan have en determinerende indflydelse på, hvem de er. Nogle synes, det ville være dejligt, hvis man kunne krydse sig selv af efter et skema, og på den måde få klar besked om, hvordan ens personlighed var formet. Netop nu er online IQ-tests enormt populære, og de kan betragtes som et udtryk for den samme slags underholdning, der fortæller dig noget om dig selv.

Teorien om søskenderækkefølgen er sand, når du er sammen med dine søskende

Judith Rich Harris har imidlertid tiltro til søskenderækkefølgen og dens betydning for søskendes interaktion med hinanden, når hele søskendeflokken vel og mærke er sammen. Når søskende er sammen som voksne til jul eller i påsken, så træder de ind i de roller, de befandt sig i, da de var små. Dette, selvom de i deres private voksen liv måske slet ikke lever op til klicheen om, at de som de yngste skulle være mere rebelske og underholdende.

Undersøgelser har vist, at vurderinger af personer, foretaget af ikke-familiemedlemmer, ikke finder, at placeringen i søskenderækkefølgen har en bestemt indvirkning på personligheden. Det har imidlertid vurderinger foretaget af familiemedlemmer. Det vil med andre ord sige, at teorien om søskenderækkefølgen ikke holder vand.

De miljøer, man som voksen befinder sig i, betyder lige så meget for udviklingen af personligheden, som din placering i søskenderækkefølgen. Derfor kan den plads, du indtager i søskenderækkefølgen ikke determinere dig for livet. Søskenderækkefølgen determinerer dig kun, så længe du befinder dig i familien. Når man bliver voksen og flytter hjemmefra, så betyder de påvirkninger, man får alle mulige andre steder fra mindst lige så meget for dannelsen af personligheden.

Reference:
Frank J. Sulloway: Born To Rebel