|
Slutningen af denne uge markerer enden af det første trimester. Nu er risikoen for abort væsentlig mindre.
Kvinden
Risikoen for spontan abort falder
De fleste embryoner og fostre med misdannelser eller fejl i kromosomerne bliver til spontane aborter inden 13. uge. Et embryon eller foster, der ikke udvikler sig korrekt, har over 90 % chance for at ende i en spontan abort.
Mange spontane aborter
Lægerne mener, at mellem 25-50% af alle befrugtninger ender i spontan abort. Det er imidlertid svært at sætte et præcist tal på, da mange aborter sker så tidligt, at kvinden ikke når at opdage, at hun er gravid.
Efter 12. uge, hvor de væsentligste elementer af fostret er dannet, falder risikoen for spontan abort.
Risikoen for abort i graviditeten stiger med alderen
Alle gravide kan opleve en spontan abort tidligt i graviditeten, men risikoen for abort i hele graviditetsforløbet stiger drastisk med alderen. For de 15-24årige er risikoen ca. 9,5 %, for de 25-34årige er den ca. 10-12 %.
Risikoen for abort stiger drastisk, når du er over 35 år. For de 35-39årige er risikoen for abort ca. 17,7 %. Hvis du er mellem 40-44 år er den 33,8 %, og for de gravide på over 44 år er risikoen for abort, set over hele graviditeten, hele 53,2 %.
Hvordan påvirker alder graviditet
Læs spændende fakta om graviditet og alder
Milepæl
Mange føler, at 12. uge er den første store milepæl, der skal overstås i graviditeten. Nu er den største fare for abort overstået, fostret er formentligt velskabt og skal nu blot vokse sig større. Især hvis man tidligere har oplevet spontane aborter, så kan det føles rart at være på den anden side af 12. uge.
Du kan selv føle livmoderen nu
Livmoderen er vokset betydelig nu, og du kan måske føle den som en hård bold lige over skambenet, når du ligger på ryggen.
Hvis du synes, det er svært at mærke din livmoder, så få din jordemoder til at vise dig, hvordan du skal føle efter, når du skal til konsultation om et par uger.
Barnet
Nu færdigudvikles efterhånden nogle af de påbegyndte lemmer. I denne uge dannes fingreneglene og tåneglene. Ganen vokser sammen. Fostret bevæger sig livligt, men det sker ikke på foranledning af hjernen, der ikke er helt færdigudviklet endnu. Hjernen er faktisk først helt færdigudviklet i 25 års alderen. Bevægelserne sker på grund af beskeder fra rygsøjlen.
Barnet vokser i denne uge til 55 mm og vejer omkring 40 gr.
Fostret med fostervand og moderkage fylder nu hele livmoderhulningen ud, hvilket er derfor, du måske kan begynde at mærke livmoderen. Livmoderen er nu omkring 10 cm i omkreds – omtrent som en appelsin.
Gå til næste/sidste uge af din graviditet eller få en oversigt i midten:
|